Allerød Kommune er nummer 85 ud af landets 98 kommuner i Dansk Byggeris opgørelse over kommunernes erhvervsvenlighed. Foto: Flemming Nyberg

Allerød Kommune er nummer 85 ud af landets 98 kommuner i Dansk Byggeris opgørelse over kommunernes erhvervsvenlighed. Foto: Flemming Nyberg

Erhvervsvenlighed: Allerød falder til 85. pladsen

Dansk Byggeri betegner Allerød Kommune som 'mindre erhvervsvenlig' i årlig analyse af erhvervsvenligheden i landets 98 kommuner

Af
Michael Braunstein

analyse Dansk Byggeri er barslet med sin årlige analyse af erhvervsvenligheden i landets 98 kommuner, og her falder Allerød Kommune to pladser ned på listen - fra plads nummer 83 til plads nummer 85. I 2017 lå Allerød på 47. pladsen.

Allerød ligger i den mindre erhvervsvenlige ende, hvor også Hørsholm, Halsnæs og Gribskov nævnes, anfører Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

"Her er gode muligheder for at gøre det bedre til næste år, og den mulighed håber jeg, at kommunerne vil gribe. Med erhvervsvenlighed kommer nemlig glade virksomheder, der skaber vækst og arbejdspladser. Jeg glæder mig til at besøge borgmestrene i den kommende tid, hvor vi blandt andet skal snakke om, hvad kommunerne kan gøre for at give virksomhederne bedre vilkår," siger formand for Dansk Byggeri Nordsjælland, Jørgen Simonsen.

Analysen viser, at Frederikssund er den mest erhvervsvenlige kommune i Nordsjælland - på landsplan er Frederikssund nummer 11, med 10 jyske kommuner foran sig og Billund helt i top. Fredensborg er den kommune i hele landet, som har forbedret erhvervsvenligheden mest, mens Gribskov betegnes som årets styrtdykker.

Læs mere om undersøgelsen: danskbyggeri.dk

Publiceret 25 June 2019 11:15