Flere og flere river ned og bygger nyt, viser tal fra Nykredit. Foto: Jeppe Bjørn Valø/

Flere og flere river ned og bygger nyt, viser tal fra Nykredit. Foto: Jeppe Bjørn Valø/ Scanpix Denmark

Flere og flere river ned og bygger nyt

Flere i Allerød Kommune springer ud som nybyggere.

Drømmen om et hus efter eget hoved og med minimal vedligeholdelse får flere og flere i Allerød Kommune til at springe ud i rollen som nybyggere.

På bare ét år er antallet af nybyggede parcelhuse i Allerød Kommune mere end fordoblet, og ifølge en lokal mægler river flere og flere gamle huse ned for at bygge nyt.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik, som Nybolig har analyseret, er antallet af nybyggede parcelhuse i Allerød Kommune mere end fordoblet fra 2017 til 2018.

"Vi kan tydeligt mærke den stigende efterspørgsel på grunde, fordi flere og flere går med drømmen om at bygge deres eget. Det er særligt de københavnske familier, der vil skifte bylivet ud med mere plads," fortæller Jacob Malling, der er indehaver af Nybolig i Allerød, i en pressemeddelelse fra Nybolig.

Køber hus for at rive ned

Nybolig-mægleren fortæller, at der er flere, der køber ældre huse kun for at rive dem ned og bygge nyt op – både fordi det er lettere med et hus, der kræver mindre vedligeholdelse, det er mere klimavenligt, og så kan man spare penge på længere sigt.

Ifølge ham kan varme- og vedligeholdelsesudgifter i en ældre bolig hurtigt løbe op i 60-70.000 kroner om året, og mange af de penge sparer man ved at bygge selv.

"Tiden er jo knap for mange børnefamilier, så jeg oplever, at flere går efter så vedligeholdelsesfri huse som muligt. Og her er nybyggeri bare lettere end et ældre hus," siger Jacob Malling. i pressemeddelelsen fra Nybolig.

mw

Publiceret 11 July 2019 05:00