Det kommer til at skæppe lidt ekstra i Allerød Kommunes kasse over de næste ti år som følge af salget af HMN GasNet til Energinet. Temafoto

Det kommer til at skæppe lidt ekstra i Allerød Kommunes kasse over de næste ti år som følge af salget af HMN GasNet til Energinet. Temafoto

Allerød får millioner i kassen efter naturgas-salg

Byrådet har godkendt model for, hvordan et millionbeløb skal betales til kommunen efter salg af HMN GasNet

Af
Anne Lønstrup

Indtægt Det kommer til at skæppe lidt ekstra i Allerød Kommunes kasse over de næste ti år.

En række kommuner, deriblandt Allerød, har nemlig solgt HMN GasNet til Energinet, og det har kommunerne tilsammen tjent 1,4 milliarder kroner på. Allerøds andel er på 18.856.600 kr.

Modregnings- og deponeringsregler medfører, at en kommune, der modtager et provenu i forbindelse med et salg, enten skal betale 60 pct. af provenuet i statsafgift eller skal betale 20 pct. af provenuet i statsafgift og deponere de resterende 80 pct. i 10 år med løbende frigivelse.

På byrådsmødet sidst i juni besluttede politikerne, at pengene skal betales til kommunen i ti rater, for at kommunen skal betale så lidt i statsafgifter som muligt. Nettoindtægten udgør 15,1 mio. kr. og udbetales med i ti rater over ti år fra 2020-2029.

I kommunekassen

”Gevinsten er glædelig og betyder på kort sigt, at vi f.eks. kan øge tempoet for renoveringen og udviklingen af vores skoler. Sidstnævnte vil være vores holdning, når det skal forhandles i forbindelse med budgettet til efteråret,” siger viceborgmester Miki Dam Larsen (A).

Han kalder det ”alletiders”, at salget har tilført penge til kommunekassen, mens borgmester Karsten Längerich er mere afdæmpet:

”Det er rart med de ekstra midler, men da vi får dem over 10 år, er det ikke så meget pr. år,” siger han.

Karsten Längerich er mere fokuseret på, hvad udligningsordningen vil betyde for kommunens økonomi:

”Jeg tror, at alle borgmestre pt holder vejret og venter på, at der indgås en økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne, og om der kommer en ændring af udligningsordningen her i efteråret, som rygterne siger. Det er mange millioner kroner, der er i spil, og jeg er spændt på, om regeringens løfter også medfører flere midler til kommunerne, eller om kommunerne modsat skal betale for regeringens valgløfter. Jeg håber selvfølgelig på det bedste, men frygter det værste.”

Publiceret 15 July 2019 11:45