21-årige Sandra Frøkjær er blevet kromutter på Blovstrød Kro. Hun bor på kroen med sine tre hunde og står for kroens daglige drift. Foto: Anne Lønstrup

21-årige Sandra Frøkjær er blevet kromutter på Blovstrød Kro. Hun bor på kroen med sine tre hunde og står for kroens daglige drift. Foto: Anne Lønstrup

Kromutter på Blovstrød Kro er 21 år

Sandra Frøkjær overtog med sin fars assistance den gamle Blovstrød Kro sidste forår. Godt et år efter er der kommet styr på driften

Af
Anne Lønstrup

Makeover Et billigt måltid mad i så høj kvalitet som muligt. Det er ambitionen på Blovstrød Kro, som 21-årige Sandra Frøkjær overtog i marts 2018. Hendes erfaring med restaurationsdrift var stort set ikke eksisterende. Hun havde tidligere arbejdet i en vuggestue. Men Sandras familie har i flere generationer været selvstændige.

”Jeg er udlært automekaniker og startede som selvstændig som 19-årig. Sandras mor er også selvstændig, så Sandra har lært af os,” siger David Frøkjær.

Det er ham, der står datteren bi i det daglige, og det var også ham, der tog initiativ til at erhverve kroen, da den tidligere ejer gik konkurs. Hvis en opvaskemaskine strejker, eller når kroen skal males, stiller David Frøkjær op. Men det er Sandra Frøkjær, der ejer kroen og står for driften. Hun smager på maden, står for hyggen og gør sig tanker om kroens fremtid.

”Vi har allerede fået skiftet stort set alt ud i køkkenet. Vi har malet facaden og væggene i krostuerne, og vi har renoveret de ni værelser ovenpå. På bagsiden af kroen har vi fældet en række store træer og lavet en terrasse, hvor solen står fra middag til solnedgang,” fortæller Sandra Frøkjær.

”Som det næste vil jeg have trægulv herinde, og senere vil vi gerne indrette en åben grill inde i den store krostue. Her skal gæsterne kunne se kokkene stå og arbejde. Jeg vil gerne tilføje vegetariske retter til menukortet, der mest består af kødretter. Jeg drømmer også om at lave et orangeri på bagsiden af kroen,” siger hun.

Nedslidt kro

Sandra Frøkjær og hendes far kom på kroen, da hun var barn. En dag hørte han fra en ven, at kroen var gået konkurs, og efter at have besøgt kroen og spist en frokost, besluttede far og datter at købe kroen, som blev bygget tilbage i 1763.

”Der var ikke noget, der ikke var kørt ned. Så for os var det bare med at komme i gang og finde ud af, hvad vi kunne gøre her,” siger David Frøkjær om købet.

Efter kun ganske få lukkedage kørte de kroen videre, og i begyndelsen måtte de stå model til en del klager fra gæster, der var trætte af at vente længe på deres mad.

”Vi blev overrasket over, at kroen var så nedslidt. Det hele så rigtigt ud, men det virkede ikke, for at sige det, som det er. I den første tid drønede vi rundt og slukkede ”ildebrande”. Jeg tror ikke, at jeg har arbejdet så meget i mit liv, og det er først nu, at vi går rundt med rolig hånd,” siger hun.

”Ja, der må jeg indrømme, at vi kiggede lidt på hinanden og spurgte: hvad er det, vi har rodet os ud i?” indskyder han.

Men nu er det faldet ro på: ”Vi tager en dag ad gangen og holder små møder om, hvad der skal ske,” siger hun.

Mange stamkunder

Som nye på kroen kan de glæde sig over, at den står klart i mange menneskers bevidsthed. Ofte er her besøg af tidligere soldater fra kasernen i Høvelte eller fra familier fra hele Danmark, der har et minde fra Blovstrød Kro, som de har lyst til at genopfriske med et besøg. Kroen har også mange lokale stamkunder.

Sandra har for øjeblikket sin bror boende på kroen, og han går til hånde som tjener. Selv er hun lidt over det hele og fungerer også som tjener, hvis en aften pludselig bliver travl. Endnu er det hele så nyt, at der ikke er opstået en rutine.

”Men maden er blevet væsentlig bedre og i det hele taget begynder kroen at blive, som vi gerne vil have den,” slutter hun.

Et familiested med rimelige priser. Det er ambitionen for Blovstrød Kro under 21-årige Sandra Frøkjærs ledelse. Foto: Anne Lønstrup

Et familiested med rimelige priser. Det er ambitionen for Blovstrød Kro under 21-årige Sandra Frøkjærs ledelse. Foto: Anne Lønstrup

Publiceret 21 July 2019 06:00