'Vi har betalt en stor pose penge for at få lavet en flot folder omkring Allerød Kommunes visioner fremadrettet. Men fine og flotte ord som 'tæt på hinanden', 'tæt på naturen', 'grønne områder', 'sundhed' og 'fællesskab' er ikke nok, det skal også gerne udmøntes i handling,' skriver det konservative byrådsmedlem Axel Nielsen efter halvandet år i byrådet.

'Vi har betalt en stor pose penge for at få lavet en flot folder omkring Allerød Kommunes visioner fremadrettet. Men fine og flotte ord som 'tæt på hinanden', 'tæt på naturen', 'grønne områder', 'sundhed' og 'fællesskab' er ikke nok, det skal også gerne udmøntes i handling,' skriver det konservative byrådsmedlem Axel Nielsen efter halvandet år i byrådet.

Axel Nielsen: 'Det er svært at tælle til 11'

'Ikke alle beslutninger i Allerød Byråd er præget af sund fornuft', skriver det konservative byrådsmedlem i en opsummering efter halvandet år i byrådet

Af
Michael Braunstein

opsummering 'Efter halvandet år i byrådet for de konservative er det vel på sin plads at opsummere læringen af forløbet. Jeg har erfaret, at det er svært at tælle til 11, og at ikke alle beslutninger i Allerød Byråd er præget af sund fornuft.'

Sådan skriver Axel Nielsen, medlem af Kultur- og Idrætsudvalget, i et indlæg til Allerød Nyt, idet han understreger, at 'der er mange engagerede og dygtige folk i både forvaltning og byråd.'

Axel Nielsen gennemgår en række konkrete sager, blandt andet sagen om Fru Lunds Villa.

'Min gode ven Niels Kirkegaard (formand for Allerød Venstre, red.), der er meget kultur og historisk interesseret, roser i Allerød Nyt borgmesteren for sit initiativ til at historiske bygninger skal vurderes bevaringsmæssigt efter den anerkendte SAVE metode. Det var blot ærgerligt, at han ikke havde samme indstilling til Fru Lunds Villa, som trods høj bevaringsværdi fik savet et vigtigt kulturelt, kreativt og socialt ben af i budgetprocessen,' mener Axel Nielsen og spørger: 'Var det sund fornuft?'.

Axel Nielsen stiller samme spørgsmål efter have konstateret: 'Byrådets vision omkring sundhed, fællesskab og aktivitet harmonerer ikke særlig godt med, at man vil nedlægge Allerødordningen og spare idrætspriserne væk.'

'Vi skal virkelig værne om de mange udøvere, ildsjæle og frivillige ledere, der findes hos både spejdere og sportsforeninger', påpeger det konservative byrådsmedlem og tilføjer: 'Konservative og de andre partier i Kultur- og Idrætsudvalget er heldigvis indstillet på at bibeholde støtten til den organiserede idræt og spejderne, hvor vi evt. kan lave andre modeller for tilskud og prisuddeling.'

Tennishal og varmtvandsbassin

Det var sund fornuft, at Kultur- og Idrætsudvalget besluttede, at sagen om gulvet til den nye tennishal var en ommer, mener Axel Nielsen, der også kommer ind på, at det tidligere er vedtaget af et flertal bestående af Venstre, Konservative og Blovstrødlisten, at der skal opføres et varmtvandsbassin på Engholm:

'Bassintræning er en skånsom træningsform, ideel for personer med gigt eller andre problemer i ryg, hofter, led og muskler. Det varme vand på 38 grader virker smertelindrende, og vandets bærende evne giver større bevægelighed, så du kan lave øvelser i vand, som du ikke kan på land. Samtidig øger vandmodstanden din muskelstyrke, balance, koordination og kropsbevidsthed. Træningen skulle foregå i nært samarbejde med fysioterapeuter.'

'Pengene til bassinet er bevilget, men der kan åbenbart ikke skabes enighed om driftsudgifterne. Er det sund fornuft?,' spørger Axel Nielsen.

'Fine og flotte ord er ikke nok'

Om kommunens vision skriver byrådsmedlemmet:

'Vi har betalt en stor pose penge for at få lavet en flot folder omkring Allerød Kommunes visioner fremadrettet. Men fine og flotte ord som 'tæt på hinanden', 'tæt på naturen', 'grønne områder', 'sundhed' og 'fællesskab' er ikke nok, det skal også gerne udmøntes i handling. Jeg tror ikke, at mange af beboerne omkring og i nærheden af Farremosen vil føle, at ovenstående hensigtserklæringer er blevet fulgt i praksis af politikkerne. Det er vist ikke sund fornuft!'

Og Axel Nielsen slutter af:

'Vi kan i Kultur- og Idrætsudvalget se, at mange af de velmenende ord fra visionen faktisk rammer lige ind i vores kerneområder. På trods af det, er der ingen af vores mange forslag omkring sundhed og aktiviteter, der er gået videre i budgetprocessen. Så ovenstående hypotese om fine ord og ingen handling passer åbenbart godt sammen. Er det sund fornuft?'

Publiceret 31 July 2019 11:15