Sidste år tog en delegation af veteraner fra Allerød til Grønland, for at fejre Flagdagen i Nuuk sammen med veteraner bosiddende i Grønland og opleve den grønlandske natur. Privatfoto

Sidste år tog en delegation af veteraner fra Allerød til Grønland, for at fejre Flagdagen i Nuuk sammen med veteraner bosiddende i Grønland og opleve den grønlandske natur. Privatfoto

Veteranprojekt Grønland gør det igen: Kvart million indsamlet

Projektet rejser 3. september til Nuuk

veteraner Veteranprojekt Grønland 2 er nu en realitet: Det er igen lykkedes projektet at indsamle en kvart million kroner.

Sidste år tog en delegation af veteraner fra Allerød til Grønland, for at fejre Flagdagen i Nuuk sammen med veteraner bosiddende i Grønland og opleve den grønlandske natur.

"Vi fik kontakt til veteraner bosiddende i Grønland, og fik arrangeret et netværksmøde, og har lige siden vedligeholdt vores netværk med veteraner i Grønland. Projektet sidste år gjorde en forskel for alle," siger projektleder Gerth Sloth Berthelsen.

Kort efter turen i 2018 besluttede de to veteraner i projektledelsen at gentage turen i 2019.

"Vi følte ikke, at vi var færdige med at understøtte den spæde opstart af netværksdannelse for veteraner i Grønland, og derudover var effekten for de deltagende veteraner fra KFUM Soldaterrekreation i Høvelte meget stor," siger Gerth Sloth Berthelsen og fortsætter:

"Vi er utroligt stolte over, at vi igen har kunnet skrabe knap en kvart million kroner sammen, og det har været en dejlig oplevelse at mærke opbakningen fra Den Kongelige Livgarde, erhvervslivet og ikke mindst fra alle de borgere i Allerød, som mødte op til vores fundraising koncert i Engholmkirken, hvor bl.a. Julie Berthelsen optrådte. At stable et 100 procent privatfinansieret veteranprojekt på benene kan umuligt gøres uden en stor opbakning, og det er vi meget taknemmelige for."

Til Nuuk 3. september

Projektet rejser 3. september til Nuuk og skal deltage i afholdelsen af Flagdagen ved Arktisk Kommando.

Efterfølgende drager projektgruppen og veteraner fra VeteranCafe Grønland på en tre dages friluftstur i Nuuk Fjorden.

"Studier har vist, at friluftsaktiviteter og netværk er essentielle for at veteraner skal undgå social marginalisering, og vores projekt indeholder begge dele. Oplevelserne fra sidste år var, at de veteraner vi havde med, nærmeste glemte at tage deres PTSD med ind i fjorden. En deltager oplevede for første gang i fire år en hel uge uden mareridt - alene den oplevelse må mindst være en kvart million kroner værd, men sådan noget kan man selvfølgelig ikke sætte en pris på," siger Gerth Sloth Berthelsen.

Udover flagdag, kaffemik med de grønlandske veteraner og friluftsaktiviteter byder turen også på en række møder for projektledelsen.

"Det sidste års tid er ikke kun gået med at skabe et økonomisk grundlag for projektet, men i den grad også med at oplyse om de særlige forhold, der gælder for de cirka 100 grønlandske veteraner og deres pårørende. Vi har været til møder med borgmestre, i Folketinget og endda hos Forsvarschefen," siger Gerth Sloth Berthelsen og tilføjer:

"Vi fortsætter oplysningsarbejdet i Grønland og skal til møde med forskellige organisationer og fortælle om de enorme ressourcer, som man kan finde hos veteraner. Vi har konkrete forslag med i kufferten og glæder os til at præsentere dem."

Publiceret 08 August 2019 15:15