I 2012 fik 'Biblo Peter' med det fulde navn Jørgen Peter Valdemar Jørgensen Dronningens Fortjentmedalje for 40 år på Allerød Bibliotek.

I 2012 fik 'Biblo Peter' med det fulde navn Jørgen Peter Valdemar Jørgensen Dronningens Fortjentmedalje for 40 år på Allerød Bibliotek.

'Biblo Peter' er her ikke mere

dødsfald Allerød Nyt har fra Helle Nielsen Ziersen modtaget følgende om afdøde Jørgen Peter Valdemar Jørgensen:

Alle ved hvem man taler om, når man taler om 'Biblo' eller 'Biblo Peter', men hvem 'Biblo' var, ved færre mennesker.

Peter blev født i Horsens i 1951 og boede i Blovstrød fra 1963 og siden i Jægerhegnet.

Peter var født spastiker og rystede på hænderne, lige som hans tale var usikker. Det afholdt ham dog ikke fra at køre cykel i mange år eller komme syngende på sin knallert. Mangen bilist har måtte slå et sving for ikke at køre ham over.

Peter fik taget en ganske fin realeksamen på Birkerød Privatskole med dispensation fra at skrive i hånden og fik kort tid efter job på hovedbiblioteket i Allerød, hvor han gik til hånde og satte bøger på plads. Det blev til mange bøger, og han var stoltheden selv, da han af daværende borgmester Erik Lund modtog Dronningens Fortjenstmedalje efter 40 års tro tjeneste.

Peter kendte én i Allerød, der lavede flettede punge, han ville gerne støtte de små selvstændige, så han havde selvfølgelig en guldflettet pung med et 'M' for 'Margrethe' på med ind til dronningen, da han skulle takke for fortjenstmedaljen. "Dronningen gav mig en medalje - så skal hun have en ting af mig," sagde Peter.

Peter svømmede meget, først i RAP Svømmeklub og senere i Allerød/Sigma. Han var den første Allerød-svømmer, der deltog i et handicap OL i 1976 i disciplinerne 50 meter og 100 meter fri samt i holdkap.

Indtil han blev syg fortsatte han sin træning i Blovstrød, og det var altid ham, der havde en flaske med til at hygge efter svømning.

Ingen gik forgæves til Peter, han ville gerne hjælpe alle, og mange har trukket på smilebåndet når Peter en højsommerdag klippede hæk iført regntøj, fordi han ikke var helt overbevist om, at bladlus ikke kunne leve på mennesker.

Hvert år til jul pakkede han sin knallert med lidt brændevin og kørte til ældre, der sad alene, så de kunne få en snaps til julefrokosten, og det var også Peter, der hjalp en ven med tøj og varme sko til dennes børn, da vedkommende fortalte han ikke selv havde råd.

Mange af hunkøn i Allerød har gennem årene fået blomster eller gaver, og Peter var lykkelig for hvert et smil, han fik på sin vej.

Peter var politisk engageret og overbevist om, at alle skulle bidrage til samfundet og var i mange år engageret i DF og nåede at stille op til byrådsvalg, hvor hele 23 stemmer gav ham en kommissionspost, som han gik meget op i - og mange læserbreve er nået til medierne.

Peter ville bare så gerne accepteres.

Desværre er der også en bagside ved at være Peter. Når han slingrende og dårligt talende ville i byen udenfor Allerød, skete det, han blev afvist, fordi man troede han var fuld. Det havde han selv en løsning på, han tog sin stok med - det hjalp ofte.

Peter var til tider naiv og kom i drømmene om også selv at modtage kærlighed i kløerne på forkerte mennesker. Han lånte mange penge ud i denne tro. Han drømte bare om kærligheden, om ikke at være ensom. Her var han et nemt offer, og da han selv fik brug for sine penge, var der ingen, men Peter klagede aldrig.

Peter drømte hele livet om kærligheden, om at være noget for andre, og om at livet en skønne dag ville tilsmile ham. Da han fik sin hjerneblødning og endte på Engholm Plejecenter, blev han omgivet af kvindelige plejere og han var et stort smil og evig taknemmelig.

Historien om 'Biblo' eller 'landsbytossen' fortjener, at vi alle tænker os om, før vi (for)dømmer hinanden, og at vi glæder os over ikke at have de samme udfordringer i livet som Peter.

'Biblo Peter' bisættes fra Blovstrød Kirke 23. august kl. 13.00 og ville være dybt beæret overfor de, der måtte komme og sige farvel.

Publiceret 16 August 2019 11:29