Regeringen har taget initiativ til at ændre fristen for udarbejdelse af budget 2020 til senest 5. november, og det giver nu et nyt budgetforløb i Allerød. Temafoto

Regeringen har taget initiativ til at ændre fristen for udarbejdelse af budget 2020 til senest 5. november, og det giver nu et nyt budgetforløb i Allerød. Temafoto

Regeringen skubber tidsfrist for de kommunale budgetter

I Allerød lægges der nu op til en endelig vedtagelse 5. november

Af
Michael Braunstein

budget Regeringens forhandlinger med Kommunernes Landsforening om de økonomiske rammer for kommunerne for 2020 finder først sted i sidste halvdel af august, og regeringen har derfor taget initiativ til at ændre fristen for udarbejdelse af budget 2020 til senest 5. november.

I Allerød lægges der på den baggrund op til en ændring af tidsplanen for vedtagelse af det nye budget.

Den nuværende tidsplan opererer blandt andet med et borgermøde 28. august, budgetseminar 30. august, 1. behandling af budgettet i byrådet 17. september, budgetforhandlinger fra 4. til 22. september og 2. behandling af budgettet i byrådet 8. oktober.

På Økonomiudvalgets møde 20. august ligger der et forslag til ændret tidsplan på bordet, som forvaltningen foreslår, at udvalget sender til godkendelse i byrådet.

I den nye tidsplan udsættes budgetseminaret, budgetforhandlingerne og 2. behandlingen af budgettet.

Borgmesterens budgetoplæg offentligøres 27. august og borgermødet 28. august fastholdes, men budgetseminaret er sat til 28. september, der er offentlig høring fra 27. august til 24. september, og der er budgetforhandlinger 3. oktober, 7. oktober og 10. oktober. 2. behandlingen af budgettet i byrådet er i forslaget sat til 5. november.

Publiceret 16 August 2019 08:30