Boligudbyningen af Allerød er nødvendig, men borgerne vil hellere bevare det grønne

Der er brug for mange flere boliger i Allerød, mener politikerne, men borgerne frygter, at det sker på bekostning af naturen og kommunens rekreative områder

Af
Helene Holm Stolle

Flere end 150 borgere mødte op til onsdagens borgermøde om Allerøds by- og boligudvikling de næste 14 år, og der var rigtig mange spørgsmål til planerne, der blandt andet tæller opførelse af op til 100 ekstra boliger om året.

Ifølge borgmester Karsten Längerich (V) er der i høj grad brug for de ekstra boliger i kommunen, for 'hvis ikke der bygges flere boliger i Allerød, og flere flytter til kommunen, så vil både antallet af børn og personer mellem 25 og 63 år falde. Samtidig vil der være en stor stigning i antallet af personer over 80 år'.

Med det boligudbygningsprogram, der lægges op til i planstrategien, vil befolkningen i Allerød stige med omkring 2.000 indbyggere over de kommende 10 år, og selvom byrådet med borgmesteren i spidsen ser boligudbygningen som en nødvendighed, skaber den ikke udelt glæde blandt borgerne i Allerød.

"Hænger ikke sammen'

På Allerød Nyts Facebook-side har vi op til borgermødet spurgt læserne om, hvad der er vigtigt for dem, når det gælder udviklingen af Allerød, og et gennemgående træk blandt besvarelserne både på Facebook og i de mails, der er blevet sendt til avisen, er, at der i højere grad skal passes på naturen frem for at bygge flere boliger.

"Helt tosset at bebygge de sidste af Allerøds grønne område. E.g Søageren og boldbanerne. Det går udover dyr og mennesker. Desværre er der en klar tendens til, at byrådet lapper huller i budgettet ved at tage det, vi Allerød-borgere sætter mest pris på", skriver Mikkel Wandahl Pedersen og opfordrer samtidig byrådet til at lytte til borgerne:

"Det eksisterende byråd har ikke på et eneste tidspunkt lyttet til borgerne og ændret holdning. Pipper borgerne det mindste, reagerer de snarere modsat og bliver dum-stædige".

Torben Böhm og Claus Riis hører også til de borgere, der undrer sig over, at boligudbygningen skal gå ud over naturen - især de grønne områder, som bruges flittigt af børn og unge.

"Vi skal være en grøn kommune, alligevel bliver marker og andre grønne områder udlagt til beboelser, det hænger ikke sammen", skriver Torben Böhm, mens Claus Riis undrer sig over, at boligudbygningen skal ske på bekostning af rekreative områder for blandt andet børn.

"Hvorfor vil de nedlægge den eneste grønne plet ved Ugle-Ørnevang, nemlig præcis græsplænen ved Ørnevang. Den eneste grsæplæne, hvor børn kan boltre sig med en bold", lyder hans undren.

Glæder sig over engagerede borgere

Karsten Längerich glæder sig over, at borgerne giver deres meninger tilkende i forhold til udviklingen af Allerød.

"Det er rigtig godt at se, at så mange engagerede borgere vælger at bruge en aften på at deltage i den lokale dialog om vores kommune. Jeg kan godt forstå, at mange bekymrer sig, hvis der skal bygges i deres nærområde", lyder det fra Karsten Längerich, der dog understreger nødvendigheden i boligudbygningen:

"Hvis vi ønsker at tiltrække børnefamilier til Allerød, så skal der også være boliger til dem. Der skal bygges nye familieegnede boliger, og der er også behov for, at der bygges boliger til de ældre Allerød-borgere, som gerne vil blive boende i kommunen og udskifte deres store parcelhus med en billigere og mindre bynær lejlighed. Hermed kan en ny børnefamilie flytte ind i det store hus".

Lige nu er Planstrategi 2019 i høring frem til den 20. september. Selve planstrategien ligger offentligt tilgængeligt på alleroed.dk.

Publiceret 30 August 2019 11:14