Ole og Kirsten Hjort.
Ole og Kirsten Hjort.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ole og Kirsten gør en forskel for unge

I januar 2017 flytter de første beboere ind i et nyt bosted for otte unge i Allerød

Et nyt botilbud ser dagens lys i Allerød, der samtidig åbner for andre aktiviteter omkring stedet. Søndag 11. december er der familieorienteringsløb med udgangspunkt på Skovmosen 8, hvor det nye botilbud hører hjemme.

Stifteren Ole Hjort har som selvstændig tømrermester siden 1995 haft mange unge med psykiske og sociale udfordringer i praktikforløb af kortere eller længere varighed. Herudover har han været mentor for unge, været medarbejder i en ungdomsklub og har fungeret som faglærer på en produktionsskole.

Hos Ole Hjort blev de unge modtaget og inddraget ud fra devisen, at alle kan blive til noget og bruges til noget.

"Igennem de tætte arbejdsmæssige og personlige forløb med de udfordrede unge oplevede jeg, at min empati og tilgang til deres individuelle vanskeligheder betød, at de unge fik nyt livsmod og for manges vedkommende blev parat til yderligere uddannelse," fortæller Ole Hjort.

Ole Hjort oprettede Hovmosegaard STU i Birkerød. STU står for 'særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse', og nu fungerer stedet som STU-skole for otte unge, der kan have mange forskellige opgaver på skolen. Udover Ole Hjort, så er hans kone Kirsten og tre andre ansat på STU-skolen i Birkerød.

Ole og Kirsten fik en udé om at lave et botilbud til de unge. De købte den tidligere hundepension på Skovmosen 8, og den er nu totalrenoveret og moderniseret. Den er godkendt til botilbud, og der er lavet otte værelser, fælleskøkken, opholdsrum og aktivitetsrum.

Det ligger ud til naturen, hvor der er planer om at lave shelter til overnatning og en cykelcrossbane. Der kan laves alt fra at rode med motorer til blomsterbinding på stedet, fortæller de to initiativtagere.

Der er ansat pædagogisk personale med stor erfaring, som skal støtte de unge i dagligdagen, hjælpe dem med at få gennemført et uddannelsesforløb og give dem de bedst mulige betingelser for på sigt at kunne fungere i egen bolig.

Løb og julehygge

Ole og Kirsten Hjort ser gerne, at Skovmosen bliver et aktivt sted med mange muligheder, der også kan benyttes af kommunens øvrige borgere. Derfor inviterer de til julehygge søndag 11. december.

"Vi serverer kaffe, kakao og æbleskiver. Vi tænder bålet og alle kan lave snobrød," fortæller de to.

Allerød Orienteringsklub arrangerer familieorienteringsløb på tre kilometer i Ravnsholtskoven, hvor klubben sætter poster op og guider igennem løbet. Undervejs er der mulighed for at samle kogler og pynt, så børn og voksne efterfølgende kan lave en juledekoration, mens der hygges på Skovmosen.

Der er familieorienteringsløb fra klokken 11.00 til 13.00 med udgangspunkt fra Skovmosen 8. Fra klokken 12.00 til 15.00 er der julehygge på Skovmosen.

Alle er velkomne, og arrangementet er gratis, fortæller Ole og Kirsten Hjort.

Publiceret: 01. December 2016 08:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere