Lynge hev en 6-2 sejr hjem over Frederiksværk FK.
Lynge hev en 6-2 sejr hjem over Frederiksværk FK.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Opgør mellem oprykkere endte med målrig Lynge-sejr

Med 6-2 sejren over et andet oprykkerhold, Frederiksværk FK, sætter oprykkerne fra Lynge sig for alvor i respekt i Serie 3

Af Joachim Fabricius

Trods kvaler i første halvleg lykkedes det igen for Lynge-Uggeløse IF's førstehold at hive en sejr hjem i Serie 3 i weekenden. Lørdagens hjemmekamp mod Frederiksværk FK endte 6-2 til hjemmeholdet, der dermed ligger nummer ét i rækken.

Ligesom sidste weekend var LUI langt fra klar da startfløjtet lød, og det resulterede i at hjemmeholdet allerede efter to minutter kom bagud 0-1.

Initiativet var i høj grad overladt til Frederiksværk i de derpå følgende minutter, og Lynge måtte periodevist løbe mange meter efter bolden.

Alligevel lykkedes det hjemmeholdet at udligne til 1-1 ved Morten Olsen i det tyvende minut til trods for gæsternes fortsatte dominans.

Generelt var det Frederiksværk der spillede bedst frem mod pausen, og i det 42. minut blev hjemmeholdet overrumplet på en returbold, der bragte gæsterne foran 2-1.

Heldigvis for Lynge nåede Morten Olsen på falderebet at sikre værterne en pausestilling på 2-2 efter en scoring i første halvlegs overtid.

Anden halvleg blev en helt anden historie. Hjemmeholdet så sig ikke tilbage nu, og bolden blev spillet hurtigt og sikkert langs jorden. I offensiven kom LUI bedre ud over kanterne, og det gav prompte pote: Daniel Göranssons scoring til 3-2 i det 56. minut blev efterfulgt af den endelige punktering af kampen i det 58. minut, hvor hjemmeholdets Calle Dahl gjorde det til 4-2.

Der herskede ingen tvivl om at Lynges fysik bare rakte til mest denne dag. Efter en række store chancer kunne Morten Olsen igen melde sin ankomst på tavlen med scoringerne til både 5-2 og 6-2, hvormed der blev sat fed streg under magtforholdet mellem de to oprykkerhold.

For træner Martin Jespersen var det en gåde, hvorledes holdet igen kunne komme så uheldigt fra start. Fighterånden fejler dog bestemt ingenting:

“Det er et hold der nærmest bobler af selvtillid. Ligesom sidste weekend går vi ikke ned, bare fordi vi kommer bagud efter få minutter,” lød det fra træneren, der desuden understregede vigtigheden af spillernes gode form.

Lynge-Uggeløse IF spiller igen lørdag 2. september klokken 10.30 på udebane mod Brødeskov IF.

Publiceret: 29. August 2017 10:53

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere