Pi Braunlich i aktion ved EM i Shotokan Karate i Tjekkiet. Privatfoto.
Pi Braunlich i aktion ved EM i Shotokan Karate i Tjekkiet. Privatfoto.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Pi fik guld ved EM i Tjekkiet

16-årige Pi Braunlich har netop vundet EM i Shotokan Karate

Pi Braunlich er 16 år og går på Allerød Gymnasium. Hun begyndte at træne karate som knap otteårig i Allerød Karate Dojo (AKD). I 2014 fik Pi det sorte bælte, og nu har Pi vundet guld til EM i Shotokan Karate i Tjekkiet.

“Det var super fedt at være afsted med SKIF-landsholdet endnu en gang. Vi kender efterhånden hinanden godt på tværs af klubberne. Vi bor på samme hotel og hygger os utrolig godt sammen. I SKIF-regi er Danmark en rigtig stærk nation, hvilket tydeligt kan mærkes i forhold til andre nationer, som søger kontakt til os. Flere kom hen til både mig og andre kæmpere fra det danske SKIF landshold og snakkede med os – jeg har efterhånden også fået en relation til flere af kæmperne fra andre nationer; specielt Belgien,” siger Pi Braunlich og fortsætter:

“Selvom vi på det danske SKIF-landshold er super gode venner, er vi alligevel konkurrenter, når vi går ind på tatamiet og skal til at kæmpe. Efter kampen er stadig gode venner. I min pulje til SKIF EM var vi tre danskere, som tog både bronze, sølv og guldmedaljerne, hvilket var ret fedt.”

Stor rutine

Pi Braunlich er trods sine bare 16 år rutineret, når det gælder store karatemesterskaber.

“Jeg har gennem de seneste år fået meget stævneerfaring, både i SKI–regi, men også i WKF–regi. Derfor har jeg selvfølgelig taget de gode erfaringer med mig til de større stævner, såsom SKIF EM,” siger Pi og fortsætter:

“På selve stævnedagen er jeg meget fokuseret. Allerede når jeg vågner om morgenen, inden jeg skal performe, er jeg fokuseret. Jeg bliver for alvor fokuseret, når jeg starter opvarmningen og påbegynder mine sekvenser fra kataerne. Jeg føler det, som om jeg er inde i en 'boble' og fuldstændig fokuseret, indtil jeg har performet for sidste gang.”

Pi Braunlich valgte at starte til karate på grund af sin storebror.

“Jeg så meget op til ham og da han gik til karate, ville jeg selvfølgelig også. Da jeg så havde min første karate træning, med min nuværende træner – Kenny Sune Larsen – blev jeg med det samme grebet af det og lige siden har jeg trænet,” siger Pi, der træner hver mandag, tirsdag, torsdag og lørdag, når der hverken er stævner, talent– eller landsholdstræning. Derudover løber hun, og træner i Fitness World.

Pi Braunlich skal jonglere både elitesport, venner og skolegangen på Allerød Gymnasium.

Pi strøg helt til tops. Privatfoto.
Pi strøg helt til tops. Privatfoto.

Struktureret hverdag

“Jeg har en mere eller mindre struktureret hverdag, for at jeg kan overskue både karate, skole og venner. Jeg har svært ved at se mine venner i hverdagen på grund af træning og skole, derfor må jeg ofte fravælge sociale aktiviteter i hverdagen og gemme disse til weekenderne – hvis ikke der er stævner eller vigtige træninger,” siger Pi, der fortæller, at hun ofte må undvære ting på grund af sin sport.

“Mest af alt kan jeg savne at være social med venner udover karate. Karate-venner ser jeg ofte, da vi har faste træningstider, men det kan være svært at få det til at passe, at se venner der ikke træner karate. Derfor er det rart at have nogle gode venner indenfor karate,” siger Pi Braunlich, der elsker den hårde træning.

“Jeg elsker at blive udfordret fysisk, men samtidig også mentalt. Man skal forstå hvad det er man har gang i når teknikkerne udføres. Det får det hele til at give mening. Vi har nogle meget dygtige instruktører i AKD, der hele tiden udfordrer os alle sammen. Selvfølgelig giver det ekstra lyst til at fortsætte træningen, når det hele lykkes til stævner,” siger Pi Braunlich.

Publiceret: 27. Juni 2017 08:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere