Blandt de mange musikalske indslag ved årets byfest er ’The Powls’, som der er store forventninger til.
Blandt de mange musikalske indslag ved årets byfest er ’The Powls’, som der er store forventninger til.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Programmet på plads for Lynge Byfest

Foruden masser af musik, kræmmerboder og underholdning byder byfesten på dyst mellem politikere i ringridning på havetraktor

Så er det store program for Lynge Byfest og Kræmmermarked fra 25.-27. august helt på plads.

“Vi tyvstarter som sædvanlig fredag formiddag med at invitere kommunens børn fra børnehaver og dagplejer på gratis tivoli-tur. En meget hyggelig tradition. Midt på eftermiddagen åbner de mange kræmmerboder og Skandinavisk Tivolipark starter forlystelserne,” siger byfestens formand, Knud Rasmussen, og fortsætter:

“Klokken 17.00 tænder madteltet op for de lune retter, inden 'To night I'm Yours' indtager friluftsscenen med musik til maden. Disse brave spillemænd spiller cover-versioner af Rod Steward-hit, og det er jo noget, de fleste kan lide.”

“Klokken 20.30 starter festen for alvor i det store festtelt, når 'The Powls' går på scenen. Et underholdende band med en stor fanskare, der følger dem rundt i landet. Det bliver et brag af en aften. Dem har vi store forventninger til.”

Politikerne i vælten

Lørdag starter traditionen tro med gratis morgenkaffe til kræmmere og gæster med underholdning af FDF Brass Band, og klokken 10.00 åbner borgmester Jørgen Johansen officielt byfesten.

Lions Club Allerød, der er en af medarrangørerne af byfesten, kan fejre jubilæum i år og vil benytte lejligheden til at uddele en pris - det sker klokken 10.30.

“Nu er der ved at komme liv i både kræmmerområdet og i tivoli samt mulighed for en helikopter rundflyvning - inden det store gratis sildebord fra SuperBrugsen. Når sildene er skyllet ned, kommer politikerne for alvor i vælten,” siger Knud Rasmussen og fortsætter:

“Først kan man opleve politikerne forsøge sig i ringridning på havetraktor. Det skal nok blive underholdende. Bagefter er de på hjemmebane ved det store politiske folkemøde.”

“Igen i år skal vi også underholdes af Pia Johansen og hendes mavedansere, og senere tager Jungle Jim sig af underholdningen for de lidt mindre. Klokken 16.30 kåres 'Årets Lynge-borger' med en pris, der er steget til 10.000 kr. Herefter begynder aftenens musikalske underholdning med det lokalt baserede band 'Stop 1 Halv', der spiller festlig musik til maden.”

“Lørdag slutter med sidste års store succes, Sussi og Leo. Jeg er sikker på, at det bliver et glædeligt gensyn, hvor vi nok får Leo lidt mere at se.”

Løb og gospel

Søndag 27. august er der igen gratis morgenbord, inden markedet åbner og Handelsbanken sender løbere rundt i Lynge samtidig med, at der er gang i helikopterflyvningen, tivoli og kørsel med modelbiler.

“Til middag skal vi igen til gospelgudstjeneste, med sognepræst Martin Corfix og Linda Andrews og hendes gospelkor. Den musikalske afslutning er lagt i hænderne på 'Lars Love Louise', inden der trækkes lod i det store byfestlotteri og årets byfest afsluttes,” siger Knud Rasmussen.

Publiceret: 11. August 2017 09:15
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere