Borgmester Jørgen Johansen har klippet den rød-hvide snor over og dermed indviet solcelleanlægget på Lillerød Renseanlæg. På området kommer der til at gå får.

Borgmester Jørgen Johansen har klippet den rød-hvide snor over og dermed indviet solcelleanlægget på Lillerød Renseanlæg. På området kommer der til at gå får.

Solceller fik masser af roser med på vejen

Det nye solcelleanlæg på Lillerød Renseanlæg ventes at producere 235.000 kWh allerede det første år

Af
Michael Braunstein

Michael Braunstein

Der var masser af glæde over og ros til initiativet, da det nye solcelleanlæg blev indviet på Lillerød Renseanlæg.

Formand for Allerød Spildevand A/S og byrådsmedlem, Erling Petersen, oplyste, solcelleanlægget ventes at producere ca. 235.000 kWh allerede det første år.

“Det er jo ganske meget. En husstand anvender i gennemsnittet ca. 4.450 kWh pr. år. Det betyder, at solcelleanlægget producerer el svarende til ca. 53 husstandes normale el-forbrug,” sagde Erling Petersen ved indvielsen og fortsatte:

“I Allerød vil vi gerne være grønne. Og solcellerne giver vores el-forbrug til rensning af spildevand en grønnere profil. I samme ånd vil Allerød Spildevand og kommunen etablere vejbede ved Gl. Lyngevej her i 2017. Vejbedene etableres for at fjerne regnvand i de vådeste perioder.”

Erling Petersen gjorde opmærksom på, at Allerød Spildevand fra 1. juli 2017 bliver en del af det fælleskommunale forsyningsselskab NOVAFOS.

“Med NOVAFOS får vi stordriftsfordele og bliver så store, at vi fagligt bliver endnu stærkere. Begge dele vil i sidste ende komme forbrugerne i Allerød Kommune til gode,” sagde Erling Petersen.

Et værdifuldt bidrag

Borgmester Jørgen Johansen talte også ved indvielsen.

“Et solcelleanlæg svarende til 28 procent af Lillerød Renseanlægs årlige forbrug er et værdifuldt bidrag til at opnå byrådets klimamål. Vi har sat os for at reducere CO2-udledningen indenfor kommunegrænsen med 55 procent fra 2006 til 2025. Og vi har allerede nået de ca. 30 procent, så vi er godt på vej,” sagde borgmesteren og fortsatte:

“Men der skal mange initiativer til for at nå i mål, og her er Forsyningens solceller vigtige. De er vigtige både ved den energi, de leverer, men også ved det eksempel, de sætter. De kan inspirere til andre initiativer.”

“Vi regner med, at denne dagsorden kan blive yderligere styrket ved samarbejdet med de andre otte kommuner i NOVAFOS. Vi ser frem til, at forsyningsopgaven kan løses endnu mere bæredygtigt og effektivt i fremtiden til glæde for borgerne og miljøet,” sagde Jørgen Johansen.

Publiceret 27 April 2017 11:45

SENESTE TV