Haves:

En rigtig god idé

Iværksætterfirma i Lillerød har opfundet ny teknologi til at filtrere forskellige former for væske. Nu skal ideen sælges, så den kan finde anvendelse i større skala

Af
Af Anne Lønstrup

På adressen Solvang i Lillerød ligger et iværksætterfirma, som på fire år er vokset fra et enkeltmandsprojekt i en privat kælder til en forretning med fire fastansatte og tre konsulenter.

Sani Membranes Aps hedder det. Produktet er et membranmodul, der er i stand til at filtrere væsker. Det vil kunne bruges i mange forskellige sammenhænge. Foreløbig har det bevist sig brugbart i biotekbranchen, på mejerier, bryggerier, i rensningsanlæg og svømmehaller.

”Det er en teknologi med et kæmpe potentiale, men vi er stadig meget små,” fastslår grundlægger og ejer af firmaet, Henrik Hjelmsmark.

Han er ingeniør, og hans ansatte er to andre ingeniører og en kemiker. Nu skal der ansættes en sælger, som kan være med til at udbrede kendskabet til Sani Membranes. For produktet er på plads og bliver allerede brugt i flere forskellige sammenhænge. Nu er opgaven at gøre det kendt for mange flere.

Klar til masseproduktion

Henrik Hjelmsmark og hans medarbejder, kemiker Søren Junker Mentzel, viser rundt i firmaet og demonstrerer bl.a., hvordan membranen - Hollow Plate™ teknologien – som er hjertet i Sani Membranes kan filtrere ganske almindeligt skummetmælk, så én kolbe bliver fyldt med gennemsigtigt sukkervand og en anden med proteinholdigt materiale.

”Vores opfindelse er kort fortalt en plasticplade støbt sammen med en plasticpose med ekstremt fine huller. Så fine, at de ikke kan ses i et mikroskop. To af disse plader sættes sammen, sådan at der dannes et hulrum imellem dem, som væsken kan passere igennem, mens den renses. Endelig bygges pladerne sammen til en blok. Vi har ca. 30 forskellige membraner til forskellige formål,” fortæller Henrik Hjelmsmark.

Læs også: Kæmpe-kontrakt til Allerød-virksomhed

Opbygningen af virksomheden har bl.a. krævet, at han har skullet bygge sine egne svejsemaskiner. Nu er udviklingen af teknologien kommet så langt, at Sani Membranes tager ud og stiller testmaskiner op hos potentielle kunder, så de på stedet kan se, hvad den meget energieffektive teknologi kan.

”I første omgang er vores fokus på mikro- og ultrafiltrering. Vi har gennem flere år pilottestet hos flere store danske firmaer (Arla, Novozymes osv.) med meget forskellige anvendelser af vores teknologi. Samtlige test er faldet positivt ud og Sani Membranes er nu klar til at opskalere vores automatiserede produktion til en egentlig masseproduktion,” fortæller Henrik Hjelmsmark.

Bredt anvendelsesområde

Firmaets første anlæg i fuld skala har allerede fungeret i over et år i Gladsaxe Gymnasiums svømmehal. Det er et 180 m2 membranfiltreringsanlæg, der kombinerer mikro- og ultrafiltrering på en ny og innovativ måde, hvor forureningen ifølge firmaet fjernes fra systemet i stedet for langsomt at blive nedbrudt af klor. Takket være det nye anlæg har Gladsaxe Gymnasiums Svømmehal fået et langt mindre vandforbrug, oplyser Sani Membranes. Projektet er støttet af Miljøministeriets demonstrationsprogram (MUDP).

”Vores produkt er ægte disruptivt, som jo er et begreb, man taler meget om i tiden. Det er meget anderledes end den eksisterende teknologi, for med vores membraner er det betydeligt nemmere at rense f.eks. spildevand, rense laktose ud af mælk, rense olie eller oprense proteiner i biotekbranchen. Teknologien kan anvendes på et meget stort område. Derfor har det så stort potentiale,” siger Henrik Hjelmsmark.

Sani Membranes skal nu til at udføre tests med rensning af kloakspildevand på Lillerød Rensningsanlæg.

Publiceret 19 January 2018 08:15

Allerød Nyt nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Allerød Nyt
SENESTE TV