Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Se billederne: Jobfestival viste nye veje for 300 Allerød-elever

Der er gode alternativer til gymnasiet, lød budskabet bl.a. 1. juni

Mere end 300 elever fra 6. klasserne i Allerød Kommune var mødt op til jobfestival 1. juni, hvor formålet var at præsentere eleverne for alternativer til gymnasievejen.

Borgmester i Allerød Kommune Jørgen Johansen bød de mange og morgenfriske elever velkommen til jobfestivalen på Kratbjerg Skolen afdeling Engholm i Lillerød, da klokken slog 8.30.

Derefter gik dagens første oplægsholder, Martin Skou Heidemann, på scenen. Som direktør i entreprenør- og tømrervirksomheden Skou Gruppen gav han eleverne et indblik i, hvordan man bruger sin evner som tømrer, og hvilket arbejdsliv man kan skabe sig.

“Jeg vil give jer et godt råd. Hvis jeres mor siger, at I skal gå på gymnasiet, så gå hjem og tal med hende om, at I også har mange andre spændende veje at vælge imellem, som måske er mere i tråd med det, I drømmer om og er gode til,” sagde Martin Skou Heidemann.

Undervejs stillede eleverne spørgsmål som: ”Hvordan får man råd til alle maskinerne?”, ”Er det ikke farligt at være selvstændig?” og ”Er det socialt at være håndværker?”

Martin forsikrede de unge mennesker om, at det ikke er farligt at være selvstændig. Han fortalte, at noget af det bedste som håndværker er, at man snakker med hinanden, mens man laver sit arbejde.

Gymnasiet en selvfølge

Efter Martin Skou Heidemanns oplæg, var det sognepræst Karen Møldrup og skuespiller Nana Christine Morks tur at til at fortælle om deres job og karrierevej.

Derefter kunne eleverne besøge jobfestivalens forskellige stande, hvor mange lokale erhvervsdrivende var repræsenteret.

Jobfestivalen er arrangeret af Ungdommens Uddannelsesvejledning, UU-Sjælsø, for at inspirere de unge til at tænke over det uddannelsesvalg, de skal træffe i 8.klasse.

”I Nordsjælland er det næsten en selvfølge at gå gymnasievejen. Forestillingen om, at gymnasiet er den eneste vej til det gode liv, forsøger vi at rokke ved. Det kan i lige så høj grad være erhvervsuddannelserne,” forklarer Claudia Hoffmann Dose, souschef ved UU-Sjælsø.jesl

Publiceret: 11. Juni 2017 11:15
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere