Lynne Kirk Sundstrøm, Christian Søndergaard og Joachim Grubbe i ’Lyngerockerne’. Foto: Michael Braunstein
Lynne Kirk Sundstrøm, Christian Søndergaard og Joachim Grubbe i ’Lyngerockerne’. Foto: Michael Braunstein
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

SE BILLEDERNE: Lillerød Revyen er tilbage i fin form

Den savnede revy byder på god underholdning i Centerhallen

Efter et års pause er den savnede Lillerød Revy tilbage, og lad det være sagt med det samme: Revyen 2017, den 36. af slagsen, er i fin form.

Man bliver godt underholdt i Centerhallen med en buket af numre med både lokale, nationale og globale emner, og der er både plads til det brede grin, den stille latter, den store alvor og den lille eftertænksomhed.

I den lokale afdeling handler det meget om det forestående kommunalvalg, med tråde tilbage til de to sidste valgkampe og de efterfølgende konstitueringer.

“En forbandelse hviler over Allerød - hvor demokrati er lig med lotteri - for i horisonten truer: VALGET 2017,” lyder det allerede i åbningsnummeret 'Velkommen'.

Flere lokale politikere er 'på briksen' i første afdeling, blandt andet Alternativets Lea Herdal, der får psykologitimer, fordi hun frygter, at hun skal trække lod om borgmesterposten - og at Uffe Elbæk skal finde ud af, at “jeg har stemt for tennishal og varmtvandsbassin” - for “så ryger jeg også ud af Alternativet, og så er der ingen partier tilbage,” lyder det.

Borgmester Jørgen Johansen frygter, hvad Venstre vil gøre denne gang. “Stikker de os i ryggen ligesom sidst?,” lyder spørgsmålet i 'Borgmesteren på briksen', hvor Johansen også lufter frustrationerne over, at han ved seneste valg “kun fik 174 personlige stemmer.” “Jeg elsker Allerød - og min borgmesterkæde. Men jeg er lidt bange - og helt alene,” siger revyens udgave af borgmesteren.

Venstres spidskandidat, Karsten Längerich, er også med, og han meddeler: “Jeg kan godt slå Johansen” - og tilføjer efter en kort tænkepause: “Men det kan de fleste jo.”

Det lokalpolitiske kulminerer i åbningsnummeret i 2. afdeling, 'Game of Thrones', hvor alle de lokale politikere falder døde om efter et drabeligt, mægtigt og underholdende slag i en forrygende musikalsk indpakning.

Swingerklub og asfaltfabrik

Den lokale swingerklub optræder i flere numre i årets revy, hvor der også kan opleves et indslag om 'Torvet', der handler om butiksdøden på Allerød Torv.

I 'Torvet' synges der, at “her er så stille nu” - og det foreslås, at man lægger asfaltfabrikken på stedet som et alternativ til Farremosen, for “her vil ingen bemærke den.”

Sprudlende Lynne

Holdet på scenen - instruktør Frederikke Hjorth, Lynne Kirk Sundstrøm, Joachim Grubbe og Christian Søndergaard - ydede ved generalprøven 25. oktober alle fornemme præstationer.

Frederikke Hjorth havde mange fine optrædender, blandt andet i 'Jeg har en lille bitte brist' og især i 'Trin i natten', hvor hun synger et af de sidste digte, hendes mor - og Lillerød Revyens mor, Tove Rasmussen - skrev.

Christian Søndergaard er et sikkert kort og slår flot til mange steder, ikke mindst i 'Hendes majestæt Dronning Margrethe d. 2', og Joachim Grubbe lyser op i adskillige numre.

Og så er der Lynne Kirk Sundstrøm: Ved generalprøven slog hun gnister, sprudlede, overbeviste og fik det hele fremragende ud over scenekanten. Det kom ikke mindst til udtryk i 'Lyngerockerne', 'Vi hacker”, 'Elly og Ulla' (sammen med Frederikke Hjorth) og i 'Et helt nyt politisk liv.'

Og så skal der da lige lyde en kæmpestor ros til kapelmester Jesper Balslev og hans orkester, der løftede det revyen op med stor kvalitet.

Jo - Lillerød Revyen er i den grad tilbage!

Revyen spiller igen torsdag 26. oktober kl. 20.00, fredag 27. oktober kl. 19.30 (med cafémusik og revybar efter forestillingen), lørdag 28. oktober kl. 15.00 og lørdag 28. oktober kl. 19.30.

Publiceret: 26. Oktober 2017 10:49

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere