Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Se billederne: Tryghedsvandring efter skyderi i Uglevang

En stor flok Allerød-borgere gik fredag igennem Uglevang efter onsdagens skyderi i kvarteret

Uglevang i Lillerød var stedet, hvor der onsdag aften blev affyret to skud af endnu ukendte gerningsmænd. 11 personer er anholdt - 10 i Nivå og én i Helsingør - men alle er løsladt igen.

Fredag sen eftermiddag var der samme sted arrangeret en såkaldt Tryghedsvandring, hvor Allerød-borgere - med borgmester Jørgen Johansen og resten af byrådet i spidsen - gik forrest i samme kvarter for at signalere, at de ikke vil acceptere skyderi i Allerød.

Den store forsamling gik fra indgangen ved Lillevang Skole, afdeling Skovvang, ned gennem Uglevang - stærkt overvåget af politiet, der stod på ruten. Efter at være gået igennem Uglevang stoppede forsamlingen ved en trappe, hvor det var tid til at stille spørgsmål til både borgmesteren og til politidirektør Jens-Christian Bülow fra Nordsjællands Politi.

Her var både kritiske spørgsmål om kommunens håndtering af bandeproblemet til mere praktiske spørgsmål om, hvordan folk skal håndtere det, hvis de ser noget mistænksomt.

Der var også en pige, der stod nede bagest. Hun fik lov til at komme op foran borgmesteren og politidirektøren, og hendes spørgsmål var meget simpelt:

“Hvorfor kan alle ikke bare være gode venner og lade være med at skyde?”

“Vi skal tale med hinanden”

“Jeg håber, at man har benyttet turen frem og tilbage til at tale med hinanden. Jeg talte med en dame, der sad alene med en episode, og det skal vi ikke gøre,” sagde Jørgen Johansen og fortsatte:

“Der er ingen tvivl om, at vi har en opgave foran os som politikere. Vi skal evaluere, om der er noget, vi skal ændre. Derudover har jeg tiltro til, at politiet får fat i den skyldige.”

Allerød Nyt talte også med Nordsjællands politidirektør Jens-Christian Bülow efter tryghedsvandringen.

“Jeg håber, at der er sendt et tydeligt signal til borgerne om, at politiet tager deres tryghed alvorligt. Vi skal genoprette trygheden i Allerød, og så skal vi se på proportionerne i det. Allerød er et meget trygt sted,” sagde Jens-Christian Bülow.

Vandringen sluttede, hvor den begyndte, og efter de sidste spørgsmål gik alle hver til sit.

Publiceret: 23. Maj 2017 09:45
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere