Far og søn fra Allerød i fantastisk projekt:

Vil gennemføre en ironman

Team Christoffer har trænet siden 2014 for at nå målet - på søndag gælder det

Af
Michael Braunstein

Michael Braunstein

Det er et helt igennem fantastisk projekt, som Donald La Verne og Christoffer Smith har sat sig for at gennemføre på søndag: Far og søn - der bor i Allerød - vil gennemføre en hel ironman i forbindelse med KMD Ironman Copehagen.

Team Christoffer, som de kalder sig, har en ganske særlig forhistorie.

Christoffer er 31 år, handicappet og sidder til dagligt i kørestol. Christoffer blev født tre måneder for tidligt i 1984. Han er opvokset i sin familie, men har hele livet gået i specialinstitutioner. I 2012 flyttede han i egen bolig i et bofællesskab for handicappede.

Donald på 51 år er tømrer og arbejder på et bosted for handicappede. I foråret 2003 blev Donald syg. Han fik konstateret testikelkræft. I slutningen af hans kemo-behandling fik han en blodprop i hjernestammen og sad også lige pludselig i kørestol. Et langt genoptræningsforløb fulgte, og Donald var fokuseret på, at han skulle op af kørestolen, så han kan komme omkring med Christoffer.

Donald er mere stædig end de fleste. Omkring 2007 så han for første gang en video med Dick og Rick Hoyt, der handler om en far med en handicappet søn, der sammen gennemfører store udfordringer som ironman- og marathon-distancer.

Donald fortalte Christoffer om Dick og Rick Hoyt, og det blev starten på en fælles drøm for Donald og Christoffer. De blev også inspireret af Team Tvilling og begyndte at løbe sammen med dem.
Hos Team Christoffer svømmer, cykler og løber Donald, mens Christoffer sidder bag sin far - dels i en kano, dels i en specialbygget vogn. Og Christoffer er rigtig god til at motivere sin far til at løbe hurtigere og længere.

I juni 2016 gennemførte far og søn en halv ironman i Helsingør. De fortæller, at de positive reaktioner fra omverdenen har været overvældende - og nu er målet altså en hel ironman, der 21. august gerne skal gennemføres på under 14 timer.

På Facebook-siden 'Team Christoffer' skriver parret om ambitioner, mål og drømme:

'Skabe en forening, der vil hjælpe social belastede unge mennesker til at bryde den sociale arv. Hvis et ungt menneske gennemfører en halv ironman med en bruger som f.eks. Christoffer vil det være en oplevelse for livet, både for den unge og for brugeren.'

Publiceret 16 August 2016 11:07

SENESTE TV