Danmarksrekordholderne fra Lillerød Rope Skipping Team i disciplinen Double Dutch Speed 4x45 sek. Foto: Lillerød Rope Skipping Team.

Danmarksrekordholderne fra Lillerød Rope Skipping Team i disciplinen Double Dutch Speed 4x45 sek. Foto: Lillerød Rope Skipping Team.

Lillerød Rope Skipping Team sætter ny Danmarksrekord

Anden halvdel af kvalifikationen til EM finder sted 4.-5. februar i Lillerødhallerne

21. januar drog ikke mindre end 50 sjippere  fra Lillerød Rope Skipping Team til Aalborg for at deltage i de åbne jyske mesterskaber. De 50 sjippere var fordelt på 12 konkurrencehold, der konkurrerede i fire forskellige rækker. Det var en vigtig konkurrence, da den udgør første halvdel af kvalifikationen til EM i Portugal til sommer.

Lillerød Rope Skipping Team leverede en forrygende indsats, og det ene Lillerød-hold hoppede sig til en ny Danmarksrekord. Det var i disciplinen Double Dutch Speed 4x45 sek., hvor sjipperne på skift svinger to tove, mens en sjipper hopper.

I denne disciplin nåede Anna Kærsgaard Sørensen , Emilie Lykke, Louise Francis og Mathilde Helbo Larsen helt op på 575,5 hop på de 4x45 sek.

Det specielle er, at man kun tæller hop på højre ben, dvs. kun hvert andet hop, så i virkeligheden har de fire piger formået at hoppe 1151 hop på tre minutter. Det svarer til 6,4 hop i sekundet. Den gamle rekord var på 572 hop og blev altså forbedre med 3,5 hop.

Udover den flotte Danmarksrekord blev det også til et par medaljer til Lillerød. I begynderrækken for 12-14 år blev det til en sølvmedalje i mixrækken til Aksel Vous Wulf-Andersen, Astrid Riis og Marie Tell og en bronzemedalje i pigerækken til Andrea Brandt, Asta Petersen og Emily Schneefeldt.

I den internationale række for sjippere over 15 år blev det til en bronzemedalje til Anna Kærsgaard Sørensen , Emilie Lykke, Louise Francis, Marie Broen Magersholt og Mathilde Helbo Larsen.

Sjipperne skal i ilden igen allerede i den kommende weekend: Anden halvdel af kvalifikationen til EM finder nemlig sted 4.-5. februar, hvor Lillerød Rope Skipping Team skal være vært for de sjællandske mesterskaber i Lillerødhallerne.

Publiceret 03 February 2017 10:37