Du kan følge Allerød Skakklubs hjemmekampe i 2. division live på nettet, næste gang søndag 9. december kl. 12. Foto: Lars Johansen

Du kan følge Allerød Skakklubs hjemmekampe i 2. division live på nettet, næste gang søndag 9. december kl. 12. Foto: Lars Johansen

Se skak på nettet på søndag - gratis

Allerød Skakklub møder på hjemmebane Helsingør i 2. division

Søndag 9. december er der igen gratis live-skak på nettet, når Allerød Skakklub på hjemmebane møder Helsingør i 2. division.

Allerød er nyoprykker i divisionen og ligger efter de to første runder i den tunge ende af rækken. Første kamp endte 4-4 mod Gladsaxe-klubben Odysseus, mens 2. runde mod Nørrebro resulterede i et nederlag på 2,5-5,5.

"Men dels møder vi de stærke hold først, dels er der kun 1 point op til nedrykningsstregen og 3 point til det førende hold i en meget jævnbyrdig division. Målsætningen er fortsat en midterplacering," siger Jakob Werner, formand for Allerød Skakklub.

Han fortsætter:

"Skak har fået en masse opmærksomhed på det seneste, hvor norske Magnus Carlsen genvandt verdensmesterskabet efter en tæt match. Jeg fornemmer, at mange har fået øjnene op for, at turneringsskak er rigtigt spændende, og derfor fortsætter vi med at live-streame fra hjemmekampene i divisionen."

"Man er naturligvis også velkommen til at komme ned i klubben, hvor vi har målrettede tilbud til både meget stærke spillere, almindelige klubspillere, voksne begyndere og juniorer.

Allerød Skakklub har klubaften hver torsdag kl. 19.30, mens der er juniortræning kl. 18.30 og skakcafé for voksne begyndere ligeledes kl. 18.30. Det foregår i Skoven 4, Skovensvej 4, 1. sal.

Kampen mod Helsingør finder ligeledes sted i Skoven 4, fra kl. 12.00. Samtidig spiller klubbens 2. hold lokalderby mod Sjælsø. 2. holdet er kommet flot fra start med to overraskende sejre over stærke hold.

Tilskuere er velkomne, og der gratis adgang. Men man kan altså også følge partierne live på nettet. Link vil fra søndag kl. 12.00 kunne findes på klubbens hjemmeside www.ask-skak.dk.

mik.

Publiceret 04 December 2018 07:20

SENESTE TV