'Mandfolk på MTB' cykler den første tur søndag den 3. februar fra springvandet ved stationen. Foto: Allerød CK

'Mandfolk på MTB' cykler den første tur søndag den 3. februar fra springvandet ved stationen. Foto: Allerød CK

Ny cykelgruppe for 'mandfolk': Når livvidde, alder og grej ikke betyder så meget

Allerød CK har startet et nyt motionsfællesskab for 'mandfolk'

Fylder du godt i landskabet, og kan du lide at spise dig mæt hver aften?

Har du en cykelhjelm og en nogenlunde velfungerende mountainbike? Og ja – er du en mand?

Så skal du måske tjekke Allerød CK’s nye tiltag ud. Hos 'Mandfolk på MTB', der er navnet på det nye tiltag, er det nemlig det sociale og fællesskabet, der er i centrum - og absolut ikke, hvem der ser bedst ud i tætsiddende cykeltøj, eller hvem der kører hurtigst.

Plads til alle

I den nystartede MTB-afdeling i Allerød CK går man målrettet efter at få flere op af sofaen og ud i naturen og nyde fællesskabet sammen med en masse gode mennesker:

”Vi starter det her op, fordi vi tror, der sidder folk rundt omkring, som har et ønske om at få noget motion. Men det kan være svært at have mod eller lyst til at motionere sammen med en gruppe, som er i god form og kører hurtigt", siger Kim Holdgård, der er en af medstifterne af mandfolke-fællesskabet, i en pressemeddelelse om det nye tiltag.

”Ingen har lyst til at være den, der kommer halsende efter resten af gruppen, og alle får mest ud af motion med andre på cirka samme niveau. Derfor er der ingen mål på, hvor hurtigt man når rundt, bare man har det sjovt sammen,", tilføjer han.

Flere op på cyklen

Initiativet er skabt i et samarbejde mellem Allerød CK og 'Bevæg dig for livet – Cykling', som i disse år arbejder intenst for at styrke klubberne med henblik på at få flere danskere op på cyklen og ud i naturen.

”Mountainbike er rigtig godt, hvis man vil i gang med at motionere, men bærer rundt på nogle ekstra kilo. Det er nemt at gå til og perfekt, hvis du vil undgå overbelastninger. Vi arbejder målrettet på at få flere danskere til at være aktive og skabe nogle gode fællesskaber blandt mennesker, og med 'Mandfolk på MTB', her i Allerød, kommer vi et skridt tættere på det mål," siger Martin Wang Hjørngaard, der er Udviklingskonsulent hos Danmarks Cykle Union og arbejder i projektet Bevæg dig for Livet.

Allerede søndag den 3. februar kl. 9.30 trilles der ud første gang fra springvandet over for stationen. Det kræver ingen tilmelding endnu, og Allerød CK er klar til at byde velkommen og guide rundt i et roligt tempo efterfulgt af en velfortjent kop kaffe. Mandfolkene kører herefter hver søndag klokken 9.30.

Du kan følge med på Facebook i gruppen 'Mandfolk på MTB – Allerød CK'.

mw

Publiceret 24 January 2019 07:52