Seks af ABTK's medaljevindere ved de Østdanske Mesterskaber. Fra ventre: Laura Bruun Harder, Daniel Søemosegaard, Mille Søndergaard, Sofie Eckeroth og Emma Eckeroth. Pressefoto

Seks af ABTK's medaljevindere ved de Østdanske Mesterskaber. Fra ventre: Laura Bruun Harder, Daniel Søemosegaard, Mille Søndergaard, Sofie Eckeroth og Emma Eckeroth. Pressefoto

15 medaljer til Allerøds bordtennisungdom

Flot resultat ved de østdanske mesterskaber

bordtennis Ungdommen i Allerød Bordtennisklub (ABTK) fortsætter med at imponere med flotte sportslige resultater. Ved Østdanske Mesterskaber i single og double høstede klubbens deltagere 15 medaljer, heraf 3 guld-, 5 sølv- og 7 bronzemedaljer. Resultaterne var med til at gøre klubben til den 3. mest vindende klub.

Klubben glæder sig over, at medaljerne i forhold til de sidste par sæsoner nu vindes af flere forskellige spillere. Sidste år fandt tre af klubbens ungdomsspillere vej til medaljeskamlen, mens denne oplevelse i år kunne deles af hele 10 ABTK'ere. Endnu et lyspunkt er, at medaljerne nu vindes af både drenge og piger, da klubben arbejder målrettet på at tiltrække flere piger til sporten.

De tre guldmedaljer blev alle vundet af klubbens piger. Mille Marie Birkemose Søndergaard vandt yngre pige B rækken foran sin klubkammerat og veninde, Laura Bruun Harder. I yngre pige elite vandt Emma Eckeroth foran sin tvillingesøster Sofie Eckeroth, der fik sølvmedalje. Emma og Sofie fik også guld i yngre pige doublen, mens Mille og Laura her fik bronze.

I mixdoublerne i samme årgang var Emma og klubkammeraten Daniel Loung Søemosegaard uhyre tæt på endnu et mesterskab, da de i finalen tabte med mindst mulige margin og måtte nøjes med sølv. I samme række fik Sofie bronzemedalje med en makker fra København.

I den lidt ældre aldersgruppe fik Lærke Krag-Andersen bronze efter lidt overraskende at have spillet sig videre fra puljen til semifinalen. Det blev endda til to af slagsen, da hun sammen med Alma Hvas Jacobsen blev nr. 3 i pige doublen.

Drengene var også godt med. Hos de yngste fik Rasmus Olesen en flot sølvmedalje efter en meget lang turnering med mange kampe i puslinge D-rækken. I samme aldersrække fik Filip Axel Dahlerup bronze med en doublemakker fra Frederiksberg. Filip gjorde sig også godt gældende hos de lidt ældre, da han fik sølv i den stærkt besatte yngre drenge C-række. I doublen fik han desuden bronze med endnu en makker fra Frederiksberg, mens hans klubkammerater Miklas Schmidt og Sejr Wohlgaard tog sig af den anden bronzemedalje efter en uhyre tæt kvartfinale.

Blandt de ældste ABTK'ere var der også medaljer. Her blev det til 2 guld-, 1 sølv- og 2 bronzemedaljer. Per Halland og Wacklaw Pernal fik guld i Veteran 40 C doublen. Det samme fik Allan Hansen og Steen Jønsson i Veteran 50 B doublen foran Frank Jensen og Morten Stig Andersen, der fik sølv. I singlerne var der bronze til klubbens formand, Lars Rasmussen, i veteran 50 A og til Steen Jønsson i Veteran 50 B.

mik.

Publiceret 26 January 2019 08:45