Allerød Bibliotek var endnu engang rammen om spændende turneringsskak, da 2. division fandt sin afgørelse. Arkivfoto: Lars Johansen

Allerød Bibliotek var endnu engang rammen om spændende turneringsskak, da 2. division fandt sin afgørelse. Arkivfoto: Lars Johansen

Allerød Skakklub klarede skærene i divisionen

Endnu en sæson i 2. division blev sikret

skak Allerød Skakklubs førstehold var i nedrykningsfare i 2. division, da sidste runde i holdturneringen i skak blev afviklet, men en overbevisende sejr over Øbro sikrede endnu en sæson i det gode selskab.

Divisionsafslutningen blev spillet i den store sal på Allerød Bibliotek, hvor ikke færre end 64 spillere var i aktion for de otte hold. Før sidste runde lå Allerød Skakklub på næstsidstepladsen, og der var således maksimalt pres på spillerne, da den placering ville betyde nedrykning.

Tilfredse med selv at afgøre det

Men som dagen skred frem, kom den lokale klub foran 5-1 og havde endda to lovende stillinger i de to sidste partier. Det endte med en sejr på 5 1/2-2 1/2, hvilket var kravet for at blive i divisionen. Allerød Skakklub kunne endda have nået målet med en mindre sejr, da de andre resultater også flaskede sig.

"Men vi er selvfølgelig meget tilfredse med selv at afgøre det. Det beviser, at klubben hører hjemme i 2. division, og spillerne fortjener stor ros for en helstøbt indsats sæsonen igennem. Der er brugt meget tid på træning, og det har måske givet en afgørende fordel i den nervepirrende sidste kamp," vurderer Allerød Skakklubs formand Jakob Werner.

Solide midterplaceringer til de øvrige hold

Også Allerøds øvrige hold klarede sig fint. 2. holdet sluttede som nr. 4 i Mesterrækken, der ligger lige under divisionen, kun overgået af tre stærke tophold. 3. holdet blev ligeledes nr. 4 i sin række, mens 4. holdet sluttede som nr. 5 i sin. Ingen af holdene var stærke nok til at blande sig i oprykningskampen, men alle holdt sig langt væk fra nedrykningspladserne, hvilket også var målsætningen for sæsonen.

Til næste sæson venter der nye, store udfordringer for Allerød Skakklubs førstehold. 2. division tegner til at blive en af de stærkest besatte nogensinde, da nedrykkeren fra 1. division og de to oprykkere fra de lavere rækker har mange gode spillere med, især på topbrætterne.

"Så vi kan vente en spændende sæson uden bløde kampe. Men det er jeg overbevist om, spillerne vil se frem til som en stor sportslig udfordring," siger Jakob Werner.

Allerød Skakklub har fast klubaften hver torsdag kl. 19.30, mens der er juniortræning kl. 18.30 og skakcafé for voksne begyndere også kl. 18.30. Det foregår på Skovensvej 4, 1. sal.

Man kan i øvrigt møde klubben på Lynge Messen i den kommende weekend. Her vil nogle af klubbens medlemmer være klar til at fortælle om klubbens tilbud – og selvfølgelig kan man også få et parti skak på klubbens messestand.

mik.

Publiceret 20 March 2019 14:15