MGP-pigerne var ikke til at stå for. Foto: Mette Flansmose

MGP-pigerne var ikke til at stå for. Foto: Mette Flansmose

LUI Gymnastik viste stor variation

Vellykket opvisning afsluttede sæsonen

gymnastik Traditionen tro har LUI Gymnastik i april holdt sin årlige opvisning, som også runder sæsonen af. I år deltog 11 hold med tilsammen mere end 230 gymnaster.

Den vellykkede opvisning i Lyngehallen startede med den traditionsrige indmarch og 'Der er et yndigt land', hvor der blev sunget smukt for af Gitte Degn fra House of Singing, beretter LUI Gymnastik.

'LUI Gymnastik er en breddeklub med stor variation i holdene, hvilket navne som 'Knaldperlerne', 'Mikrospringere', 'Piloxing', 'Showgirls', 'Dansemusene' og 'Springmix' viser. Alle hold gav et brag af en opvisning, og var meget stolte over at vise, hvad de havde arbejdet med sæsonen igennem,' skriver gymnastikforeningen i en pressemeddelelse.

Før udmarchen afsluttede DGI Nordsjællands Junior Performance Team det hele med en meget flot performance.

Gymnastikopvisningen trak fulde huse, og mere end 430 betalende gæster var forbi Lyngehallen, oplyser en glad og stolt formand for LUI Gymnastik, Line Krog West.

"Det gør mig altid glad, når vi kan afslutte en god sæson med et brag af en opvisning, og jeg blive stolt over at se det store fremmøde og den store opbakning. LUI Gymnastik har rigtig meget at byde på, og det skyldes i høj grad vores dygtige instruktører og de mange frivillige kræfter. Jeg vil gerne sige en stor tak til alle, som er med til at drive LUI Gymnastik i hverdagen," siger Line Krog West og tilføjer:

"Sæsonen er ved at være slut, men jeg er glad for at kunne fortælle, at vi på flere børne- og voksenhold i år også tilbyder sommergymnastik. Det kan man læse mere om på vores hjemmeside lui.dk/gymnastik."

mik.

Publiceret 24 April 2019 08:30