Formand i ØBTU, Niels Peter Stilling (th) overrækker lederprisen til ABTK-formand Lars Rasmussen.

Formand i ØBTU, Niels Peter Stilling (th) overrækker lederprisen til ABTK-formand Lars Rasmussen.

Hæder til bordtennis-formand

Lars Rasmussen har fået Østdanmark Bordtennisunions lederpokal

bordtennis Normalt er det Allerød Bordtennisklubs (ABTK) ungdomsspillere, som modtager hæder og omtale for deres præstationer ved bordtennisbordene. Men forleden kom turen til Lars Rasmussen, da han modtog Østdanmark Bordtennisunions lederpokal for sit mangeårige arbejde for ABTK – både som kasserer og formand.

I indstillingen til lederprisen lød det blandt andet:

'Hvad enten man er menigt medlem, træner, forælder eller frivillig hjælper oplever man, at der altid er styr på klubbens drift. Han sikrer gode relationer til de andre idrætsforeninger og sørger for, at trænerne har gode arbejdsbetingelser. Der er altid styr på kontingent, licens, betaling af regninger, medlemsregistrering og bestilling af klubtøj, materialer mv.'

'Lars indsats sikrer et stabilt og solidt fundament, som understøtter medlemmernes initiativ og lyst til at skabe en god klub. Det gør det langt lettere at gennemføre et initiativ, når man ved, at der er opbakning og styr på de bagvedliggende processer, og klubben har som følge heraf været i stand til at rekruttere stadigt flere hjælpere og igangsætte stadigt mange spændende initiativer i klubben og lokalområdet.'

'Lars har derfor også en finger med i stort set alle klubinitiativer, fx lørdagstræning for børn og forældre, instruktørbaseret træning for motionister, fællestræningshold for ungdom og seniorer, etablering af et ungdomsudvalg og et seniorudvalg, en aktiv facebookside, ungdomsklubture, planlægningen af 2-3 årlige træningslejre for ungdom. Samtidig stiller han regelmæssigt op som hjælpetræner ved klubbens ungdoms- og seniortræninger og spiller på klubbens 1. hold.'

Lars Rasmussen indsats har været med til at sætte gang i en spændende udvikling i Allerød Bordtennisklub. Der har været stor medlemsfremgang i både ungdoms- og seniorafdelingen. Ved de netop afholdte danske mesterskaber for ungdom var Allerød således den 5. mest vindende klub i Danmark. Samtidig giver børn og forældre flotte karakterer til klubben i de årlige tilfredshedsmålinger.

Ud over den velfortjente lederpokal fik Lars Rasmussen tidligere på foråret endnu en pokal, da han vandt seniorafdelingens klubmesterskab.

mik.

Publiceret 25 May 2019 05:45