Pernille Blume - vender tilbage til Sigma Swim og sætter kursen mod OL i Tokyo i 2020. Pressefoto

Pernille Blume - vender tilbage til Sigma Swim og sætter kursen mod OL i Tokyo i 2020. Pressefoto

Pernille Blume vender tilbage til Sigma

"Det er meget vigtigt for mig at finde et miljø, der giver mig den fornødne ro til at have fokus på det vigtigste, nemlig svømningen," siger Pernille Blume

svømning Svømmeren Pernille Blume vender tilbage til Sigma Swim. 'Efter en turbulent periode har det været vigtigt for Danmarks dygtigste svømmer at få skabt stabilitet omkring sig, så hendes fokus kan være 100 procent på OL i Tokyo 2020,' skriver svømmeklubben i en pressemeddelelse.

Klubben konstaterer, at 'stabiliteten primært skal findes i en god, tæt og tillidsfuld relation til sin træner, og det er Pernille sikker på, at hun får i samarbejdet med Sigma Swim-træner Jonas Lundström.'

'I 2019 blev Jonas Lundström kåret som 'Årets Træner' i Danmark af sine trænerkolleger. Han har haft to meget succesfulde sæsoner i Sigma Swim ved bl.a. at vinde titlen som det bedste hold i Danmark i 2018, samt opnået flere internationale udtagelser af sine svømmere,' påpeger svømmeklubben.

"Fokus på det vigtigste"

"Det er meget vigtigt for mig at finde et miljø, der giver mig den fornødne ro til at have fokus på det vigtigste, nemlig svømningen. Med skiftet til Sigma Swim er jeg sikker på, at jeg får det, da jeg synes rigtig godt om Jonas som person, og især efter VM er jeg sikker på, vi får et rigtig godt samarbejde," siger Pernille Blume.

I Sigma Swim er der glæde over Pernille Blumes beslutning om at vende tilbage. I klubben svømmer i forvejen mange af Danmarks dygtigste svømmere.

"At Pernille ønsker at vende tilbage til Sigma, er vi rigtig glade for. Pernille er en meget positiv rollemodel for svømningen, og vi er stolte af at kunne byde hende velkommen tilbage til vores miljø. Det er en rigtig spændende sæson vi går i møde med OL som højdepunkt, og vi vil selvfølgelig bakke op om Pernilles høje ambitioner på lige fod med vores øvrige potentielle OL-deltagere," siger Sigma Swims klubchef, Mia Hyldahl.

I løbet af den kommende sæson skal Pernille Blume træne meget i udlandet og deltage i flere internationale stævner, herunder også det nye stævnekoncept 'International Swimming League', hvor verdens bedste svømmere konkurrerer mod hinanden. Hertil er også en anden Sigma-svømmer udtaget, nemlig Anton Ørskov Ipsen.

mik.

Publiceret 21 August 2019 09:36