En sommerfest med hoppeborg og andre aktiviteter er blandt de initiativer, som Allerød Håndboldklub har taget for at gøre klublivet til mere end bare det sportslige. Privatfoto

En sommerfest med hoppeborg og andre aktiviteter er blandt de initiativer, som Allerød Håndboldklub har taget for at gøre klublivet til mere end bare det sportslige. Privatfoto

Håndboldformand: "Vi er mere end bare en håndboldklub"

Ambitionen er at holde fast i de unge mennesker, og derfor har Allerød Håndboldklub taget en lang række initiativer til at gøre klublivet til mere end bare håndbold

Allerød Håndboldklub, AHK, er mere end en håndboldklub. Det slår bestyrelsen fast efter de seneste år at have haft en ambition om at øge den sociale del af klubben og derigennem forbedre klublivet og sammenholdet.

"Over de seneste år er medlemstallet steget konstant – også i ungdomsrækkerne. Målet er at fastholde de unge mennesker, også i teenageårene. Én måde at gøre det på, er at involvere dem i foreningslivet og den frivillige verden", lyder det fra Peter Lilja, der er formand i AHK, i en pressemeddelelse.

Ambitionerne har betydet, at der er blevet sat gang i en række aktiviteter, der samtidig med håndbolden også har fokus på det sociale.

"Vi har flere hjælpetrænere end nogensinde før, vi har haft tre ungdomstrænere på eksternt kursus i sommerferien, og traditionen tro havde vi håndboldskole den sidste weekend i sommerferien. Her deltog38 børn i alderen 5-10 år fra AHK og andre klubber i Nordsjælland, og sammen havde de to sjove og lange dage i Lillerødhallerne. Supporteret at både trænere og hjælpetrænere", fortæller Peter Lilja og fortsætter:

"I år druknede Aktiv Fritid på M.D. Madsensvej i regnvejr, men vi stillede som altid op med godt humør og muligheden for at prøve kræfter med håndbold samt møde engagerede medlemmer. Og endelig har vi i år søsat et nyt initiativ nemlig en sommerfest for alle klubbens medlemmer, forældre, bedsteforældre og søskende. Festen holdt vi sidste lørdag i Lillerødhallerne, og her deltog 165 mennesker, der havde det sjovt med hoppebord, håndbold, sumobrydning, slush-ice, popcorn, musik og lækker mad fra grillen. Det var en fantastisk dag, og ingen var i tvivl om, at en ny tradition i AHK er født", lyder det fra formanden.

hhs

Publiceret 27 August 2019 08:42