Bjarni Jørgensen kom 22. september forbi og overrakte Blovstrød Outdoor Fitness en check på 10.000 kr.
Bjarni Jørgensen kom 22. september forbi og overrakte Blovstrød Outdoor Fitness en check på 10.000 kr.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Støtte til Blovstrød Outdoor Fitness

Allerød Erhvervsklub kom forbi med en check på 10.000 kroner

Af Michael Braunstein

Formand for Allerød Erhvervsklub, Bjarni Jørgensen, var den glade giver af en check på 10.000 kr. til Blovstrød Outdoor Fitness 22. september.

Ved en lille seance overrakte Bjarni Jørgensen checken med ordene: "Vi synes i Allerød Erhvervsklub, at det er en rigtig god idé, I har, som vi rigtigt gerne vil støtte. Det går til et godt formål, som er at skabe et nyt motionstilbud til lokale borgere i stort set alle aldre."

Blovstrød Outdoor Fitness er et tilbud til alle om udendørs konditions- og styrketræning to gange om ugen uden for Blovstrødhallen. Fire uddannede instruktører står for træningen, som foregår på faste, udendørs redskaber og med mobile redskaber som kettlebells og medicinbolde.

Bag initiativet står Blovstrød Håndbold Forening, men som en af initiativtagerne til Blovstrød Outdoor Fitness, Tomas Vedsmand, fremhævede, er initiativet til for alle.

"Der er faktisk ikke så mange håndboldspillere med på vores to ugentlige træninger, men derimod motionister som synes, at det er fedt at træne intensivt og udendørs og ikke mindst sammen med andre," sagde han.

Lene Norden, formand for Blovstrød Håndbold Forening, takkede Allerød Erhvervsklub "10.000 gange" og sagde videre:

"Pengene falder på et tørt sted. Sponsorater som dette giver os mulighed for at kunne udvide med flere redskaber og dermed give plads endnu flere medlemmer. Tilslutningen til Blovstrød Outdoor Fitness er stor. Faktisk har vi nu omkring 30 deltagere på fitness-holdet, og vi har siden nytår udvidet træningstiden til to gange om ugen."

Bjarni Jørgensen fremhævede, at "hvis vi tænker på tværs af erhvervsliv og sport, kan vi hjælpe hinanden, så vi får mere ud af det."

Allerød Erhvervsklub - www.ae3450.dk - er en forening af virksomheder, som støtter sport og sportsklubber i Allerød og binder erhvervslivet og kommunen sammen med kultur- og idrætslivet i Allerød.

Efter overrækkelsen af pengene gik dagens træning i gang. Det var den første rigtige efterårsdag, men deltagerne fik hurtigt varmen, for aftenens program stod på både burpees, lunges, maveøvelser og en masse svingen med kettlebells.

Hvis man har lyst til at prøve Blovstrød Outdoor Fitness, kan man møde op foran Blovstrødhallen mandag eller torsdag kl. 19.00-20.00 året rundt.

Man kan få mere at vide på www.facebook.com/BlovstrodOutdoorFitness og på www.blovstroedhf.dk under 'Hold og træningstider'.

Publiceret: 27. September 2014 11:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Allerød Nyt

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt