Jonny Hector (t.v.) vandt stormesteropgøret mod Carsten Høi (t.h.) og blev også samlet vinder af turneringen i Allerød. Foto: Lars Johansen
Jonny Hector (t.v.) vandt stormesteropgøret mod Carsten Høi (t.h.) og blev også samlet vinder af turneringen i Allerød. Foto: Lars Johansen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Svensk stormester vandt stor skakturnering på Allerød Bibliotek

Jonny Hector løb med sejren i Nordsjælland Weekend EMT 2018

Den svenske stormester Jonny Hector løb med sejren, da Allerød Skakklub i årets første weekend arrangerede skakturneringen Nordsjælland Weekend EMT 2018. Med 102 deltagere er det Danmarks sjettestørste turnering, og arrangementet var en stor succes.

Målsætningen var at nå over 100 deltagere samt at få spillet skak på topniveau i den øverste gruppe. Begge dele lykkedes, og det var derfor trætte, men tilfredse arrangører, der kunne gøre status efter turneringen, der blev spillet på Allerød Bibliotek.

Læs også: Stormester-skak kommer til Allerød

“Vi er stolte og glade over, at det lykkedes at skabe så stor en turnering, og vi har fået masser af positive tilbagemeldinger fra deltagerne. Jeg forventer og vil arbejde for, at vi kan gentage succesen til næste år,” siger Jakob Werner, formand for Allerød skakklub, og fortsætter:

“Allerød Kommune har skabt nogle virkeligt gode rammer for kultur- og fritidslivet med biblioteket, den store sal og lokalerne rundt om i kulturhuset. Det er en stor motivation for os frivillige ledere, og turneringen er blevet til med 100 procent frivillig arbejdskraft.”

Skak på topniveau

Alle partierne blev spillet i den store sal på biblioteket, så både nybegyndere og stormestre spillede i samme rum. Interessen samlede sig dog meget naturligt om den øverste gruppe. Her spillede blandt andre de to stormestre, svenske Jonny Hector og danske Carsten Høi, og de mødtes indbyrdes i runde 4. Høi stod bedst undervejs, men Jonny Hector trak det længste strå og vandt partiet.

Jonny Hector vandt turneringen med 4 1/2 point foran Carsten Høi, Tom Rydström og Kåre Hove Kristensen, alle med 3 1/2 point.

Klubaften, juniortræning og skakcafé for begyndere

Allerød Skakklub er en af Danmarks største og mest aktive skakklubber. Der er klubaften hver torsdag på 1. sal i Kulturhuset/Biblioteket. Først juniortræning kl. 18.30 og derefter almindelig klubaften fra kl. 19.30.

“Derudover holder vi også nogle uformelle skakcaféer for voksne begyndere. Det foregår fra kl. 18.30, og man er velkommen til at komme forbi. Vi har tilbud til alle, uanset alder og spillestyrke,” siger Jakob Werner.

Publiceret: 16. Januar 2018 08:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Allerød Nyt