Naja Roos debuterer med romanen 'Lykkebillet'. Foto: Lykkebillet på Facebook

Naja Roos debuterer med romanen 'Lykkebillet'. Foto: Lykkebillet på Facebook

Ny Allerød-forfatter: Naja Roos skriver om kærlighed i Grønland

Bogsignering i Allerød Bog & idé 25. maj

debut Naja Roos - skolelærer med bopæl i Allerød - har fået udgivet sin første roman, 'Lykkebillet'. Naja Roos beskriver selv romanen som 'en kærlighedsroman, der foregår i Grønland.'

'Jeg er skolelærer, i mange år på Ravnsholtskolen, i dag i Birkerød. Jeg har boet hele min barndom i Grønland, og det er dette miljø, jeg trækker på i bogen. Og så elsker jeg selv en god kærlighedsroman, et godt drama - en afveksling fra de mange krimier,' skriver Naja Roos til Allerød Nyt.

'Lykkebillet' er udgivet på Byens Forlag, der citerer for forfatteren for følgende:

"På mange måder kan man sige, at man i Grønland lever mere i nuet. Uddannelse, karriereplanlægning og den slags bliver nemt slået i stykker af, at der sker ting i ens liv, som forekommer vigtigere. Noget, der sker i nuet. Hvis der fx er godt fiskevejr, er det det, der skal ske den dag. Det kan ikke vente til en fridag, for der er fiskene måske væk, eller vejret er skiftet."

"Min fascination af naturen på stedet bunder i, at kræfterne er så voldsomme. Det er stærkt og stort og enten-eller. En perfekt ramme for en god historie, der også trækker på de store følelser: Den ægte kærlighed og båndet mellem familiemedlemmer," siger Naja Roos, der boede i Nuuk som barn.

I 'Lykkebillet' følger man Kira, som bliver byggeleder på en midlertidig kontrakt i Nuuk. Her møder hun arkitekten Desmond, som hun skal arbejde sammen med på byggepladsen. Trods uoverensstemmelser tiltrækkes de af hinanden, og det viser sig, at de kredser om en fælles mistanke til korruption på byggepladsen. Sammen arbejder de på at få sandheden frem i lyset.

Naja Roos signerer 'Lykkebillet' i Allerød Bog & idé lørdag 25. maj fra kl. 11.00.

mik.

Publiceret 11 May 2019 05:30