Til september-udstillingen på Kirkehavegård har man mulighed for at opleve både malerier og skulpturer fra seks virkelystne medlemmer af Farvegladerne.

Til september-udstillingen på Kirkehavegård har man mulighed for at opleve både malerier og skulpturer fra seks virkelystne medlemmer af Farvegladerne.

Farvegladerne klar med ny kunstudstilling

Seks medlemmer af kunstnersammenslutningen udstiller på Kirkehavegård

Farvegladerne er en lokal kunstersammenslutning med base i Allerød, som siden 2000 har haft fire årlige udstillinger i kulturhuset Kirkehavegård. Foreningen spænder kunstnerisk vidt og har mange arrangementer fordelt over hele året. Det er lysten til at skabe, der danner rammerne for Farvegladerne.

Til september-udstillingen på Kirkehavegård har man nu mulighed for at opleve både malerier og skulpturer fra seks virkelystne medlemmer:

Birgit Gertsen maler med naturens mangfoldighed i former og farver. Ligeledes er hun betaget af geometriske former og brugen af forskellige farveharmonier.

Mogens Frandsen udstiller skulpturer, hvor der er en fin og på samme tid rå kombination af sten, træ, glas og metal.

Lis Pedersen har malet akryl- og oliemalerier i mange år. På udstillingen vil hun vise eksempler på akrylmalerier. Hér har hun været optaget af stilheden og eftertænksomheden i en pause midt i byens travlhed og larm.

Soldis Sigurdardottir udstiller akvareller. Malerierne er farverige eksplosioner der er inspirerede af havet under vandets overflade.

Inger Ipsen startede med at male med akvarel og akryl. De sidste otte år har hun malet med olie. Motiverne henter hun hovedsageligt fra naturen, men hendes kunst afspejler også samfundproblematikker.

Nana Mikkelsen udstiller figurer der er inspirerede af grønlandske tupilakker og magiske figurer fra alle folkeslag. Hun arbejder tæt på stenens form og struktur. Skulpturerne er mellem 10 og 30 cm. høje.

Der er fernisering på udstillingen lørdag 21. september mellem kl. 14-17, og derefter vil udstillingen være åben alle dage fra 21.-29. september mellem kl. 14-17. Mandag er der lukket.

mik.

Publiceret 19 September 2019 05:30