Jan Jensen - tidligere 'fiskemanden i Kvickly', nu forfatter til ny kogebog. Pressefoto

Jan Jensen - tidligere 'fiskemanden i Kvickly', nu forfatter til ny kogebog. Pressefoto

'Fiskemanden i Kvickly' udgiver kogebog

Jan Jensen lader nydelsen råde i 'Ingen Røg i Køkkenet - Gourmetmad i hverdagskøkkenet'

kogebog Rigtig mange kender kokken Jan Jensen som fiskemanden i Kvickly Allerød. Og 10. oktober kan Jan Jensen også kalde sig forfatter. Her udkommer nemlig hans første kogebog 'Ingen Røg i Køkkenet - Gourmetmad i hverdagskøkkenet', hvor han har samlet 54 af sine bedste opskrifter.

Opskrifterne har det til fælles, at de er velsmagende, enkle at tilberede og består af få, velvalgte råvarer, fremhæves det i en pressemeddelelse.

Jan Jensen ved noget om, hvordan mad skal tilberedes. Siden han som ung dreng i 60'ernes Aarhus overtog ansvaret for familiens madlavning, har han smagt, eksperimenteret og udviklet sine egne signaturretter. Han er særligt inspireret af Italiens velsmagende madkultur, og han nyder at sammensætte kendte råvarer på nye måder.

"Jeg bruger det, jeg har ved hånden – det kan være årstidens grøntsager og en rest fra et tidligere måltid, og i kombination med mine fornemmelse for smag og konsistens, sammensætter jeg en ny yndling," siger Jan Jensen, der 1. november signerer sin kogebog for kunderne i Kvickly i Allerød.

Nydelse er vigtigst

Når det kommer til madlavning, er nydelse den vigtigste ingrediens for Jan Jensen. Det skal være en nydelse at spise maden. Og det skal være en nydelse at tilberede maden.

"Jeg bruger madlavning til nydelse. Efter en travl arbejdsdag slapper jeg faktisk af med endnu mere madlavning. Jeg nyder den ro, der er i processen og de dufte og billeder maden giver mig. Jeg bruger ikke indviklede maskiner og teknikker, men vælger at fokusere på smag og lader nydelsen råde," siger forfatteren.

Sådan ser et udsnit af forsiden af den nye bog ud. Pressefoto

Sådan ser et udsnit af forsiden af den nye bog ud. Pressefoto

Lasagne med blæksprutte og trøfler

En af kokkens favoritretter lige nu er hans lasagne med lardo og trøffel.

"Den tyndt skårne lardo giver retten det samme som en god olivenolie, mens blæksprutte og trøffel giver både bid og smag. Da jeg tidligere har være fiskemanden i Kvickly Allerød, kan jeg godt lide at bruge fisk og havets frugter, ligesom det er naturligt for mig at bruge både kanin og vildt, som alternativer til det efterhånden ret udskældte oksekød," siger Jan Jensen.

Jan Jensens karriere er lang, og ud over at arbejde som kok og stå for drift og kvalitet i en kantine, der bespiser 250 mand dagligt, laver han mad til selskaber og arrangerer madlavningskurser, som holdes i yndlingsområdet Magliano Sabina nord for Rom.

Bogen udkommer på Forlaget Indblik ved Allerød-forlaget EgoLibris.

mik.

Publiceret 29 September 2019 06:00