Den verdensberømte geolog Minik Rosing besøger Allerød Bibliotek 9. oktober i stedet for 10. oktober. Foto: Les Kaner

Den verdensberømte geolog Minik Rosing besøger Allerød Bibliotek 9. oktober i stedet for 10. oktober. Foto: Les Kaner

Ny dato for foredrag med Minik Rosing

Den verdensberømte geolog må aflyse arrangementet 10. oktober

foredrag Minik Rosing har måttet aflyse sit foredrag 'Rejsen til tidens morgen' på Allerød Bibliotek torsdag 10. oktober. I stedet kommer han onsdag 9. oktober, kl. 19.00. Alle der har købt billetter til om torsdagen, vil kunne bruge dem til onsdags-foredraget - ellers vil man kunne få refunderet sin billet ved henvendelse til biblioteket.

Den verdensberømte geolog fortæller i foredraget om Jordens opstandelse og hvilke forandringer, der har gjort planeten til det, den er i dag. Foredraget tager udgangspunkt i bogen 'Rejsen til tidernes morgen' (2018) - men man skal forvente, at Minik Rosing ikke kan holde sig fra at oplyse om andre af hans forskningsresultater, end dem man finder i bogen.

'Det er de færreste, der ved, hvilken påvirkning livet som kraft har haft på Jorden. Uden liv havde Jorden ikke haft kontinenter, og i takt med liv på Jorden har atmosfæren, landjorden og havet undergået fascinerende forandringer. Af den grund kategoriserer Minik Rosing livet som den aller stærkeste forandrende kraft i Jordens levetid,' hedder det i en pressemeddelelse, der fortsætter:

'Tag med på rejsen fra livets første fodspor på Jorden. En stor del af denne viden stammer fra Grønland, hvor Minik Rosing selv er født og har sit udgangspunkt for sin forskning i geologi.'

'I foredragene får du en gribende indsigt i Minik Rosings fund og forskning i geologiens univers, fortalt så alle kan følge med. Minik Rosing kan heller ikke dy sig for at bringe humor ind i sine foredrag - det skyldes måske hans begejstring for videnskabsfeltet.'

Billetter til arrangementet kan købes på biblioteket eller via hjemmesiden: www.bibliotek.alleroed.dk

mik.

Publiceret 30 September 2019 14:30