Modelfoto: Adobe Stock

Modelfoto: Adobe Stock Konstiantyn - stock.adobe.com

DEBAT: ”Miljøgrøn som blå”

Carsten Rasmussen, næstformand for Venstre i Allerød, Skovbrinken 12, Lillerød

debat Stort set alle partier hylder den grønne dagsorden og anser klimaændringer som en trussel, som vi skal gøre noget ved. I dag og ikke i morgen. Alle er enige om, at det kræver en målrettet indsats for miljø og klima nu.

Men de politiske svar stritter i hver retning. De rødes automatsvar er forbud og højere afgifter, som vil ramme hver eneste dansker. Det vil forvride konkurrenceevne, svække dansk erhvervsliv og koste velfærd for dig og mig.

Venstre og de blå vil derimod udvikling. Alle skal yde et bidrag til omstillingen, men det kan gøres ved innovation og intelligente løsninger, hvor Danmark bevarer konkurrenceevnen. Gør vi det rigtigt, har vi endda potentiale til at blive førende på klimaområdet.

Allerød Venstre sætter miljø og klima på vores lokale dagsorden, når vi inviterer til et åbent møde under overskriften: Hvordan er man miljøgrøn som blå? Det foregår på Allerød Bibliotek, Skoven 4, onsdag 30. oktober kl. 19-21.30. Som oplægsholdere har vi Linea Søgaard-Lidell (V), nyvalgt medlem af Europa-Parlamentet, MF Marie Bjerre (V) og fagleder Marie Gad, DI. Mødeleder er borgmester Karsten Längerich (V, red.).

Ti dage tidligere varmer Venstre op med et andet miljøindspark. Vi afholder vores egen affaldsindsamling i kommunen søndag 20. oktober – den sidste dag i efterårsferien. Sammen ønsker vi et pænere og renere Allerød og anbefaler, at familierne på deres søndagstur tager en pose med og opsamler affald på deres vej.

Vi har meget store forventninger til mødet den 30/10. Med tre meget kompetente oplægsholdere dækker vi både den internationale, nationale og erhvervslivets vinkel og kommer med blå bud på, hvordan man kan være miljøgrøn.

Publiceret 10 October 2019 10:20