Lisbeth Skov.

Lisbeth Skov.

DEBAT: Gebyr for affaldssortering har intet med grundskyldsskatteforhøjelse at gøre

Lisbeth Skov, byrådsmedlem, Venstre

Flere borgere har henvendt sig til mig og spurgt om stigningen i affaldsgebyret bliver annuleret. Spørgsmålet er opstået efter at Miki Dam Larsen i de lokale medier er blevet citeret for på sidste byrådsmøde at blande affaldsgebyret sammen med forhøjelsen af grundskylden.

Venstre ønsker derfor at redegøre for, hvordan det hænger sammen eller rettere sagt IKKE hænger sammen.

På byrådsmødet angreb Miki Dam Larsen Venstre m. fl. for, at Venstre gerne vil øge affaldsgebyret med 1100 kr., men ikke stemme for en grundskyldsforhøjelse på 1000 kr. Det er uforståeligt, at Miki Dam Larsen blander affaldsgebyr sammen med grundskyldsforhøjelse, da disse to ting ikke har noget med hinanden at gøre. Venstre ønsker derfor at gøre borgerne opmærksomme på hvordan det forholder sig.

Affaldsgebyret er ikke en skat, men et gebyr for affaldsindsamlingen, som er en tvungen opgave for kommunen og som er brugerfinansieret. Det er hele byrådet, der fastsætter affaldsgebyret ud fra kostprisen og når først ordningen er fastlagt, kan et parti eller for den sags skyld byråd ikke stemme imod, at gebyrerne skal opkræves.

En skatteforhøjelse kan man til enhver tid stemme imod, hvilket Venstre valgte i modsætning til Miki Dam Larsen.

Publiceret 27 November 2019 00:00