Fra den 1. oktober til den 14. oktober er der fokus på krimigenren, og der er mulighed for at se den helt nye Afdeling Q film, få taget sit fingeraftryk og prøve kræfter med et escape room.

Fra den 1. oktober til den 14. oktober er der fokus på krimigenren, og der er mulighed for at se den helt nye Afdeling Q film, få taget sit fingeraftryk og prøve kræfter med et escape room. Foto: Fra programmet for Krimiugerne

Krimiuger indtager Allerød

Der bliver skruet op for krimigenren i uge 40 og 41, når der er krimiuger i Allerød. Programmet skydes i gang med visninger af de tidligere Afdeling Q film, men der bliver aktiviteter for både store og små

Af
Kimmie Hetland

Der er godt nyt til alle krimielskere, for fra den 1. oktober til den 14. oktober er der dømt krimiuger med en masse spændende aktiviteter. Byforum Allerød, Allerød Biograf og Allerød Biblioteker er gået sammen om at lave krimiugerne, og ifølge city manager Susanne Karlsson, så "får den på alle tangenter".

Ugerne starter med en Afdeling Q kavalkade, hvor man kan se de tre tidligere film i biografen. Senere er der også premiere på Journal 64, som er den helt nye film i serien.

Escape room på Torvet

I Torvestræde 22, har biblioteket fået udlånt et butikslokale, hvor de har lavet et pop-up-event i form af et 'Escape Room' baseret på klassikeren: Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Luis Stevenson, som også har skrevet 'Skatteøen'. Her skal du ved hjælp af hints og ledetråde, se om du kan få doktoren fri fra både Mr. Hyde og også få ham ud af kælderen han har låst sig selv inde i.

Escape rummet kan prøves fra den 6. oktober til den 12. oktober, men indvies af borgmester Karsten Längerich (V) torsdag d. 4. oktober klokken 12, hvor han også vil prøve rummets mange udfordrende gåder.

"Det er godt at se, hvordan Allerød biograf, Allerød Biblioteker og Byforum Allerød har arbejdet sammen om at skabe de kommende krimiuger i Allerød. Jeg tror godt, at vi kan glæde os. Personligt ser jeg meget frem til at komme ned på torvet og prøve kræfter med Escape-roomet", siger bogmester Karsten Längerich (V).

Dr. Jekylls stue fra escape rummet.

Dr. Jekylls stue fra escape rummet. Foto: Karin Kaster

Du bliver introduceret til bogens handling og kan dernæst selv træde ind i fortællingen og hjælpe med at befri Dr. Jekyll. Butikslokalet har ændret fuldstændig karakter og ligner nu den hyggeligste dagligstue i Viktoriatidens London. Men der vil også været et mere uhyggeligt laboratorium. For at deltage skal man være en gruppe på fire til seks deltagere fra cirka 20 år og op. Det er gratis, men man skal tilmelde sig på biblioteket eller på www.bibliotek.alleroed.dk.

Politiet i børnehøjde og foredrag

Sidst men ikke mindst vil det også være muligt at komme helt tæt på politiets blå blink på Torvet. Man kan blandt andet komme og se politiets hunde i aktion og få taget sit fingeraftryk lørdag den 6. oktober fra klokken 11 til 13.

Derudover kan man høre et foredrag med retspsykiateren Henrik Day Poulsen. Her vil han fortælle om menneskets allermørkeste sider, og du kan få et indblik i, hvordan psykiatere vurderer forbryderes farlighed og mentale tilstand. Det er den 11. oktober fra klokken 19 til 21, og man skal bestille og medbringe en billet, som man kan få gennem biblioteket.

Publiceret 01 October 2018 12:44