Marianne Jønsson fik 13 rigtige i konkurrencen om affaldssortering på Aktiv Fritid. Hun var forbi rådhuset for at få sin præmie, der var et posesystem til indendørs sortering af plast, metal, glas og papir - en præmie som udvalgsformand Miki Dam Larsen overrakte. De to fik samtidig en snak om det nye system for sortering af affald i Allerød.

Marianne Jønsson fik 13 rigtige i konkurrencen om affaldssortering på Aktiv Fritid. Hun var forbi rådhuset for at få sin præmie, der var et posesystem til indendørs sortering af plast, metal, glas og papir - en præmie som udvalgsformand Miki Dam Larsen overrakte. De to fik samtidig en snak om det nye system for sortering af affald i Allerød. "I de første mange år var det svært, det der med at sortere, men nu er det jo bare en vane for os," er Marianne Jønsson i pressemeddelelsen citeret for at sige. Pressefoto

Sådan er planen for den nye affaldssortering i Allerød

Fra midten af oktober får de første boligområder den nye mulighed for at sortere affald, mens de første i parcelhuse får nye beholdere leveret i februar 2020

affald Allerød Kommune er nu klar med planen for udrulningen af de nye beholdere til sortering af affald.

Fra midten af oktober får de første boligområder den nye mulighed for at sortere. Områder med etageboliger får efter planen beholderne leveret i uge 43 eller 44 – det samme gør rækkehusområder, som skal have en fælles affaldsløsning.

Beboere i parcelhuse og rækkehuse, der skal have beholdere på egen grund, får nye beholdere til sortering af husholdningsaffaldet i 2020. De første får beholdere leveret i starten af februar. Den endelig plan for hvornår, beholderne bliver leveret til det enkelte parcel- eller rækkehusområde, er klar senere på året, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Se beholderne

På sommerens Aktiv Fritid kunne alle interesserede se de nye beholdere, som beboere i parcelhuse får til næste år. Mange benyttede lejligheden til at kigge nærmere på beholderne og stille opklarende spørgsmål. Der kommer dog andre muligheder for at se beholderne, bl.a. bliver de opstillet på genbrugspladsen efter efterårsferien, så man kan se dem og tage mål.

"Lige nu tager vi en tur på genbrugspladsen for at sortere. Med det nye system kan vi sortere hjemme i husholdningerne, hvor affaldet bliver afhentet. På den måde øger vi den samlede genanvendelse - og vi kommer alle sammen til at køre lidt færre ture til genbrugsstationerne i weekenderne," siger formanden for Teknik-, Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget Miki Dam Larsen.

Sådan bliver det

Områder med lejligheder får primært affaldsbeholdere på fire hjul – størrelsen og antallet er tilpasset antallet af beboere i området.

Beboere i parcelhuse – og nogle rækkehuse - får som standard udleveret to beholdere, der hver er inddelt i to rum. I disse beholdere er der mulighed for at sortere hhv. glas og metal samt papir og plast. Alle har desuden mulighed for at vælge at få en ekstra beholder til sortering af pap.

Samtidig med de nye affaldsbeholdere kommer der information til beboerne i området bl.a. om sortering, hvad der kan genanvendes, og hvad der skal i beholderen til restaffald.

Hvis man bor et sted, som får tilbudt individuelle beholdere på egen grund, har man mulighed for at vælge en ekstra papbeholder til eller helt at fravælge at få beholdere. Man skal dog stadig sortere, men kan så benytte genbrugspladsen til at aflevere sit sorterede affald. Der kommer mere information, så hold øje med din e-boks, og der kommer også løbende mere information på kommunens hjemmeside, lyder det fra kommunen.

mik.

Publiceret 13 September 2019 14:57