Radiovært, sanger og fotograf Alex Nyborg Madsen er selv plejefar og deler på dagen ud af sine personlige erfaringer. Pressefoto

Radiovært, sanger og fotograf Alex Nyborg Madsen er selv plejefar og deler på dagen ud af sine personlige erfaringer. Pressefoto

Alex Nyborg Madsen gæster stormøde i Nordsjælland

10 nordsjællandske kommuner - deriblandt Allerød - holder stort informationsmøde om dét at være pleje- eller aflastningsfamilie

stormøde 10 nordsjællandske kommuner - deriblandt Allerød - går sammen og holder et stort informationsmøde om dét at være pleje- eller aflastningsfamilie for børn og unge, som har brug for hjælp og støtte.

Det sker lørdag 28. september fra kl. 10-13 på Hillerød Rådhus.

I hele landet er der børn og unge, som i kortere eller længere tid har brug for at bo et andet sted end hjemme hos deres forældre. Derfor er kommunerne Allerød, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm og Rudersdal gået sammen for at sætte ekstra fokus på manglen på pleje- og aflastningsfamilier.

'Går du selv med tanker om at gøre en forskel for et barn eller en ung, så er informationsmødet en oplagt mulighed for at blive klogere på, hvad det går ud på. Radiovært, sanger og fotograf Alex Nyborg Madsen er selv plejefar og deler på dagen ud af sine personlige erfaringer,' hedder det i en pressemeddelelse.

Der er brug for mange forskellige familietyper, og behovet kan være alt fra fuldtids-plejefamilier til familier, der har lyst til at være aflastningsfamilier for et barn i weekender og i ferier.

"At blive plejefamilie er et valg om at åbne jeres hjem for et barn, der har brug for at vokse op i trygge og stabile rammer. De børn, vi skal have placeret, kommer med meget forskellige behov. Derfor har vi brug for forskellige typer af familier, da hver type af familie har noget særligt at bidrage med," siger familieplejekonsulent Henrik Michael Carlsen og tilføjer:

"Vi håber på at få kontakt fra en del familier og står klar til at besvare de spørgsmål, familierne måtte have."

Man kan tilmelde sig dagen på: plejefamilie@halsnaes.dk senest torsdag 26. september. På din kommunes hjemmeside kan du se hele programmet for dagen. Du kan også tilmelde dig begivenheden på kommunens Facebook-side.

mik.

Publiceret 14 September 2019 08:45