Modstanden mod byggeri af 53 boliger i 2024 på 'den grønne stribe' på Rønneholt Parkvej har fået sin egen Facebook-side. Foto fra 'Rønneholtparkvej' på Facebook

Modstanden mod byggeri af 53 boliger i 2024 på 'den grønne stribe' på Rønneholt Parkvej har fået sin egen Facebook-side. Foto fra 'Rønneholtparkvej' på Facebook

Nej tak til 53 boliger på Rønneholt Parkvej

På initiativ af en arbejdsgruppe er der gang i indsigelser mod byggeri på 'den grønne stribe' på vejen

Af
Michael Braunstein

modstand I Allerød Kommunes forslag til ny planstrategi indgår et byggeri af 53 boliger i 2024 på 'den grønne stribe' på Rønneholt Parkvej. Den idé har fået en arbejdsgruppe i Rønneholtparken til at etablere Facebook-siden 'Rønneholtparkvej', hvor der opfordres til at gøre indsigelse mod byggeriet.

252 synes godt om siden, hvor flere proklamerer, at de nu har gjort indsigelse. Fristen for indsigelse mod forslaget til planstrategi er 20. september.

'Siden har til formål at skabe et fællesskab imod planer om bebyggelse på den grønne stribe ved Rønneholt Parkvej', skriver arbejdsgruppen på Facebook-siden, der er oprettet efter et møde i Rønneholtparkens fælleshus 8. september.

I en vejledning til hvordan en indsigelse kan udformes foreslår arbejdsgruppen, at det kan fremhæves, at Rønneholt Parkvej er trafikbelastet fra to store bebyggelser, nemlig Rønneholtparken og Allerød Villapark - og at yderligere bebyggelse i det skitserede omfang, med direkte udkørsel til Rønneholt Parkvej, ikke anses for forsvarligt og rimeligt. Istedet kunne Rønneholt Parkvej passende omlægges til et smukt parklignende vejforløb som Engholm Parkvej, lyder forslaget.

Det anføres også, at byggeplanerne passer dårligt med byrådets visioner om at bevare og beskytte det grønne.

Arbejdsgruppen har vurderet, at personlige indsigelser har større effekt end en samlet underskriftindsamling, oplyser gruppen på sitet.

Publiceret 17 September 2019 15:45