Thomas Kjærgaard ved 20 års jubilæet i 2018 - nu har har drejet nøglen om i cykelforretningen. Foto: Anne Lønstrup

Thomas Kjærgaard ved 20 års jubilæet i 2018 - nu har har drejet nøglen om i cykelforretningen. Foto: Anne Lønstrup

Pauli Cykler er lukket 30. september

'Jeg har ikke længere økonomiske muligheder for at fortsætte driften, og er nødsaget til at 'slå op i banen',' skriver indehaver Thomas Kjærgaard på Facebook

Af
Michael Braunstein

lukning Pauli Cykler på M.D. Madsensvej 6 i bymidten i Lillerød har haft åbent for sidste gang: Butikken er lukket pr. 30. september, oplyser indehaver Thomas Kjærgaard på Facebook.

'Her dagen derpå, hvor Danmark fik sin første verdensmester i Mads P, har jeg desværre en ærgerlig nyhed. Det er med blødende hjerte og med tårer i øjnene at jeg må meddele, at Pauli Cykler lukker pr. 30/9-2019, efter at jeg har haft butikken i 21 år,' skriver Thomas Kjærgaard i et opslag, der fortsætter:

'De senere år har været meget vanskelige for Pauli Cykler, og de svære tider generelt for detail samt de mange muligheder for nethandel har også kunnet mærkes hos Pauli. Jeg har derfor ikke længere økonomiske muligheder for at fortsætte driften, og er nødsaget til at 'slå op i banen'.'

'Jeg vil gerne takke alle mine gode og trofaste kunder i Pauli Cykler. Jeg har nydt at være en del af Allerøds forretningsliv på gågaden, med byens førende cykelforretning.'

1. oktober 2018 var det 20 år siden, Thomas Kjærgaard overtog Pauli Cykler, som blev startet tilbage i 1990. Dengang fortalte Thomas Kjærgaard til Allerød Nyt, at da han fik muligheden for at overtage cykelforretningen, slog han til:

"Jeg er uddannet elektriker og arbejdede dengang i lysbranchen, hvor jeg bl.a. solgte indretningslys til butikker. Men egentlig ville jeg gerne være selvstændig, og derfor var muligheden for at overtage Pauli Cykler som en appelsin, der poppede ned i min turban."

Ved 20 års jubilæet havde Pauli Cykler seks ansatte og rådede over 300 kvm. på M.D. Madsensvej.

Publiceret 01 October 2019 11:15