De konservative i Allerød

De konservative i Allerød

Konservative: Vi stemmer nej til budgetforliget

"Varmtvandsbassin har været en varm kartoffel," siger gruppeformand

Af
Jens Berg Thomsen

budget Når byrådet i Allerød den 5. november skal stemme om budgetforlig, bliver det et nej for dem konservative gruppe på fem mand. Det fortæller formand for gruppen Jørgen Johansen til Allerød Nyt.

"Vi har tænkt os at stemme imod, som det står lige nu," siger han oven på et møde i weekenden i gruppen.

Fredag kunne borgmester Karsten Längerich præsentere et forlig mellem hans eget Venstre, SF, Vores Allerød, Det Radikale Venstre og Blovstrødlisten, men borgmesteren kunne ved samme lejlighed konstatere, at der var ti mandater bag forliget, der dermed ikke kunne mønstre et flertal i byrådet. Nu ser det ud til, at de konservative stemmer blankt nej, og hvis Socialdemokratiet og Enhedslisten vælger at gøre det samme, bliver budgetforliget stemt ned.

Jørgen Johansen fortæller til Allerød Nyt, at hans parti har været klare igennem processen.

"Vi er kommet med nogle krav, og der er nogle af dem, der ikke er blevet mødt. Varmtvandsbassinet har været en varm kartoffel, men vi kan jo også godt se, at der ikke er et flertal bag det," siger han.

Et andet scenarie er, at de konservative bliver enige sammen med Socialdemokratiet og Enhedslisten og laver deres helt eget budget. Det ville have et flertal i byrådet, men Jørgen Johansen fortæller, at de tre partier ikke forhandler.

"Vi forhandler ikke. De er kommet med deres forslag, og vi er kommet med vores, og der er ikke sideløbende forhandlinger os imellem. Lige nu tror jeg, at vi hver især skal finde et ståsted i hvert vores bagland. Situationen, vi står i nu, skaber jo også megen uro i vores kommune," siger Jørgen Johansen.

Publiceret 15 October 2019 03:00