I alt besøgte 700 mennesker i 2018 Centerhallen og kåringen af Danmarks bedste julebryg. Foto: Michael Braunstein

I alt besøgte 700 mennesker i 2018 Centerhallen og kåringen af Danmarks bedste julebryg. Foto: Michael Braunstein

Kåring: Juleøl i lange baner i Centerhallen

Der vil være over 100 forskellige øl at vælge imellem, når Danmarks bedste julebryg skal kåres for syvende gang

Af
Michael Braunstein

kåring Det er for syvende gang blevet tid til at kåre Danmarks bedste julebryg: Lørdag 9. november finder den muntre og populære kåring sted i Centerhallen i Lillerød, og her vil der være over 100 forskellige julebryg at vælge imellem.

Bag Danmarks største julebryg-kåring står Kvickly Allerød, og salgsleder Bo Christensen kan konstatere, at billetsalget allerede er rigtigt godt igang.

"Der er på nuværende tidspunkt solgt over 230 billetter ud af det totale antal på 750. Det er dejligt at mærke, at arrangementet har så stor interesse," siger Bo Christensen.

To omgange

Som tidligere køres der to omgange i Centerhallen: Man kan smage på julebryg mellem kl. 12.00-16.00 og mellem kl. 16.30-20.30.

I år er prisen på en billet sat ned fra 125 kr. til 100 kr. Man får stadig et smageglas til låns, men de fem første smagninger er ikke længere med i prisen.

"Hver smagsprøve koster 5 kr., så reelt betaler gæsterne det samme for at komme ind og for at smage på øllet som tidligere. Vi opfordrer til, at man tager mønter med i hallen, hvor der vel at mærke ikke er mulighed for at hæve penge," siger Bo Christensen.

Traditionen tro kan publikum udfylde en stemmeseddel, hvor man giver sine favorit-julebryg point. Der trækkes lod blandt alle stemmesedler om to kasser med tre forskellige udgaver af Limfjordsporteren, idet der i hver kasse vil være 15 øl. Kasserne er skænket af Thisted Bryghus i anledning af Limfjordsporterens 30 års jubilæum.

"Det er dejligt at mærke, at arrangementet har så stor interesse," siger salgsleder Bo Christensen, Kvickly Allerød. Foto: Michael Braunstein

Spændt på udfaldet

Carstens Diner sørger igen i år for mad i Centerhallen, hvor der blandt andet kan opleves juleøl-nyheder fra Det Lille Bryggeri, Syndikatet, Hornbeer, Flying Couch og Holbæk Bryghus.

Vinderen de seneste fire år i træk har været Fur Christmas Ale.

"Jeg er spændt på, om Fur vinder igen i år," siger Bo Christensen og gør opmærksom på, at billetter kan købes i kiosken i Kvickly Allerød.

Publiceret 22 October 2019 06:00