Udvalgsformand Viggo Janum, borgmester Karsten Längerich, formanden for LUI Tennis, Jesper Bonde, formanden for Blovstrød Tennisklub, Gunnar Olsen, og formanden for Allerød Tennisklub, Morten Fritz Rasmussen, klippede den røde snor over i fællesskab. Foto: Michael Braunstein

Udvalgsformand Viggo Janum, borgmester Karsten Längerich, formanden for LUI Tennis, Jesper Bonde, formanden for Blovstrød Tennisklub, Gunnar Olsen, og formanden for Allerød Tennisklub, Morten Fritz Rasmussen, klippede den røde snor over i fællesskab. Foto: Michael Braunstein

Så blev snoren klippet i tennishallen

Historisk festdag, da Allerød Kommune og kommunens tre tennisklubber kunne indvie den færdige hal

Af
Michael Braunstein

indvielse 7. november 2019 blev en historisk festdag i Allerød: Den dag blev den nye tennishal nemlig indviet på Rørmosevænget i Lillerød, hvor også Allerød Tennisklub har klubhus og baner.

Det var Allerød Kommune og kommunens tre tennisklubber, der i fællesskab klippede den røde snor over, og dermed blev der givet grønt lys til, at medlemmerne af Allerød Tennisklub, Blovstrød Tennisklub og LUI Tennis kan indtage hallens tre baner.

Ved indvielsen sagde borgmester Karsten Längerich, at et projekt med 25-30 år på bagen nu var kommet i mål.

"Jeg er sikker på, at hallen vil styrke tennis-fællesskaberne i kommunen og give bedre rammer for sporten, der nu kan dyrkes i både godt og dårligt vejr. Stort, stort, stort tillykke til klubberne - og tak til Skulpturparken-Allerød for den udendørs udsmykning med relieffer af kunstneren Karl Aage Riget," sagde Karsten Längerich.

Mange var mødt frem til indvielsen af den nye tennishal. Foto: Michael Braunstein

Mange var mødt frem til indvielsen af den nye tennishal. Foto: Michael Braunstein

Tennisgulv i topklasse

Formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Viggo Janum, sagde også tillykke.

"Der har været udfordringer undervejs, og det har været nødvendigt med vedholdenhed, men nu er tennisklubbernes drøm gået i opfyldelse, og vi står med en hal med et tennisgulv i topklasse," sagde Viggo Janum.

Udvalgsformanden oplyste, der var lagt 1200 gulvplanker i to lag, at gulvet vejer i alt 25 tons, at der er brugt 55.000 klamper, og at der er sluttet af med 650 kilo lim og 1500 liter specialmaling.

Der vankede også gaver på indvielsesdagen, blandt andet denne tenniskjole, som Caroline Wozniacki har båret. Foto: Michael Braunstein

Der vankede også gaver på indvielsesdagen, blandt andet denne tenniskjole, som Caroline Wozniacki har båret. Foto: Michael Braunstein

"Tillykke til hele Allerød"

I sin tale gjorde formanden for Allerød Tennisklub, Morten Fritz Rasmussen, opmærksom på, at der var gået et år siden det første spadestik til hallen blev taget.

"Vi er super glade for hallen, og vi må sende en stor tak og anerkendelse til de tidligere formænd for tennisklubberne," sagde Morten Fritz Rasmussen og fortsatte:

"Det er ingen skam at være sent på den, når man har gjort sig umage. Vi ønsker naturligvis så gode forhold som muligt for tennissporten, men vi er også skatteborgere i kommunen, så vi har ønsket at få mest muligt ud af pengene. Der er så ikke blevet plads i denne omgang til eksempelvis solceller på taget, men det kan måske komme senere."

Morten Fritz Rasmussen udtrykte håbet om, at tennishallen kunne komme i brug i forbindelse med projektet åben skole, og han oplyste, at de tre tennisklubber har dannet en fælles forening, der skal drive hallen.

"Tillykke til hele Allerød," lød det fra formanden for Allerød Tennisklub.

Publiceret 07 November 2019 17:34