"Jeg holder allermest af at være i butikken, på gulvet. Jeg elsker kontakten og snakken med folk," siger Sten Hansen. Foto: Michael Braunstein

40 år med tøj: Steen elsker kontakten med kunderne

Sten Hansen er et særdeles kendt ansigt hos Tøjeksperten i bymidten i Lillerød

Af
Michael Braunstein

jubilæum "Jeg holder allermest af at være i butikken, på gulvet. Jeg elsker kontakten og snakken med folk. Det handler om, at jeg kender kunderne, som vi har rigtigt mange faste af - ja, jeg kan i mange tilfælde med det samme sige, hvilke størrelser de bruger, og jeg ved, hvad de købte sidst."

Ordene kommer fra 57-årige Sten Hansen, der her i november kan fejre 40 års jubilæum i tøjbranchen og i Tøjeksperten, og som særdeles mange vil kende fra Tøjeksperten i bymidten i Lillerød.

Sten Hansen kom i lære som 17-årig, hvor han startede i afdelingen i Fredensborg. Her var han i syv år, herunder i et halvt år som bestyrer. Efter en kortere tid i Frederiksværk, kom han til Lillerød 1. maj 1987. Dengang lå Tøjeksperten i en ældre villa, men 1. november 1989 åbnede butikken på den nuværende adresse.

"Jeg har haft et ønske om at komme i butik siden jeg var lille - min onkel havde en købmandsbutik i København, hvor jeg hjalp til. Det var et tilfælde, at det blev tøjbranchen, men nu kunne jeg ikke tænke mig at lave andet," siger Sten Hansen og fortsætter:

"Jeg bor i Helsingør og tager toget hver dag til Allerød Station. Det ville være nemmere at arbejde tættere på min bolig, men jeg har fået et særligt forhold til Allerød-borgerne og til byen, og derfor har jeg valgt at blive her. Jeg har altid haft det godt her og har også overvejet at flytter hertil, men familien bor jo i Helsingør."

Det er gået op og ned i de mange år i branchen, og Sten Hansen bemærker, at der var seks ansatte mod nu tre, da han startede i Lillerød.

"Meget spiller ind, også nethandel, og vi har vores egen netbutik, men herretøj er nok ikke så hårdt ramt som dame- og børnetøj," siger Sten Hansen.

Tøjeksperten har indstillet Sten Hansen til Dronningens Fortjenstmedalje for 40 års tro tjeneste.

"Vi må se, om jeg får den, og så skal jeg naturligvis ind og takke for den," siger Sten Hansen, der i forbindelse med kongehuset husker en særlig episode fra tiden i Fredensborg-butikken:

"Kronprins Frederik kom som cirka 14-årig en dag ind i butikken - med sin bodyguard - for at låne en blazerjakke, han var interesset i. Han tog den med hjem, men vendte tilbage og afleverede den igen, for han måtte åbenbart ikke få den - den var vist for spraglet."

Publiceret 12 November 2019 08:00