Drengene på Allerød Ungdomsskolens 'manpower-camp' fik en oplevelsesrig og meget 'våd' weekend med masser af fysisk aktivitet i både regn og mudder. Foto: Allerød Ungdomsskole

Drengene på Allerød Ungdomsskolens 'manpower-camp' fik en oplevelsesrig og meget 'våd' weekend med masser af fysisk aktivitet i både regn og mudder. Foto: Allerød Ungdomsskole

Kun for drenge: På camp i regn og mudder

Allerød Ungdomsskole har gennemført sin første 'manpower-camp'

camp Hvad vil det sige at være ung mand i Allerød? Hvad er let? Hvad er svært? Hvad er 'manpower'? Og hvordan får man mere af det? Dét og meget mere gav Allerød Ungdomsskoles helt nye 'manpowercamp' i efteråret svar på.

Idéen til campen opstod bl.a. på baggrund af en konkret forespørgsel fra en ung mand på Ravnsholtskolen, der sidste år undrede sig over, at der var en camp målrettet pigerne, men ikke et lignende tilbud til drengene i kommunen, oplyser ungdomsskolen.

"Ungdomsskolen er til for de unge, og det er vigtigt for at os at lytte til de unges ønsker, når vi sammensætter årets kursusprogram," siger Ulla Holtze fra Allerød Ungdomsskole og fortsætter:

"Girlpower-campen har været en bestseller siden starten i 2016, og derfor var det nærliggende at udbyde en lignende camp til vores 13-17 årige mænd i Allerød."

Let og dybt

'Manpower-campen' blev som pigernes en fire dages camp i ungdomsskolens hytte i Knäred i Sydsverige – men med nye mandlige undervisere og et mere 'maskulint' indhold.

Programmet bød bl.a. på klatring, rollespil, bål, vandring, kanosejlads, badning i iskold sø, snakke om både de lette ting, men også om de mere dybe, vigtige og svære ting, madlavning og så øvelsen at få knyttet nogle nye venskabsbånd på tværs - og få et skub i retning af en endnu federe hverdag som ung mand i Allerød, lyder ungdomsskolens beskrivelse.

Der var også planlagt en tur et vandfald cirka 2,5 timers kørsel nordøst for Helsingborg. Her skulle drengene bl.a. snige sig lydløse afsted med fagter under kyndig vejledning af de voksne på campen, hvilket også inkluderede at smide sig ned, når det blev påkrævet. Alt sammen i silende regn.

Senere blev der spist selvsmurte madpakker - ligeledes i regn. Desserten stod på æbler, som blev placeret i dåser og nedskudt med luftpistol. En oplevelse der vakte stor fornøjelse blandt drengene, beretter ungdomsskolen.

Gentages næste år

"Der er ingen tvivl om, at drengene fik en oplevelsesrig og meget 'våd' weekend med masser af fysisk aktivitet i både regn og mudder, da de svenske vejrguder ikke viste sig fra den bedste side den weekend," fortæller campleder Henrik Koppel og fortsætter:

"Til gengæld er der god træning i at lære at acceptere at være i de forhold, man bliver bragt i, og få det bedste ud af det. Noget alle disse drenge var rigtig gode til."

Allerød Ungdomsskole oplyser, at campen gentages næste efterår.

mik.

Undervejs i campen gik turen til et vandfald, hvor der ventede masser af øvelser. Foto: Allerød Ungdomsskole

Undervejs i campen gik turen til et vandfald, hvor der ventede masser af øvelser. Foto: Allerød Ungdomsskole

Publiceret 13 November 2019 06:00