Flot så det ud, da det til sidst lykkedes at få lys i juletræet på 'Øen'.

Flot så det ud, da det til sidst lykkedes at få lys i juletræet på 'Øen'.

SE BILLEDERNE: Drillenissen var på spil i Lillerød

Men til sidst lykkedes det at få lys i juletræet i bymidten

Af
Michael Braunstein (tekst og foto)

jul Drillenissen havde besluttet sig for at lege med, da juletræet i bymidten i Lillerød skulle tændes 29. november. To gange blev der talt ned fra 10, mens borgmester Karsten Längerich stod klar til at tænde træet højt til vejrs i en stigevogn, men begge gange gik det stik modsat det planlagte: Træet blev ved med at henstå i mørke.

Under en pause, som musikskolens kor udfyldte med smuk sang i den kølige november-aften, lykkedes det så til gengæld: Træet fik med ét lys på over det hele, og hold da op hvor så det flot ud. Det var et syn, der helt fortjent fik de mange fremmødte til at klappe og juble.

Det traditionsrige julearrangement startede med, at musikere fra Den Kongelige Livgardes Tamburkorps gik gennem M.D. Madsensvej for fuld musik, efterfulgt af et stort nisseoptog med børn fra Palnatokespejderne. Derefter optrådte musikskolens kor med julesange på 'Øen'.

Formanden for Allerød Handelsforening, Lene Krogh, gav udtryk for stor optimisme, når det gælder fremtiden for handelsbyen Lillerød, og hun talte om "den særlige Allerød-stemning":

"Den er I allesammen med til at skabe. Tak for jer og tak fordi I fylder bymidten ud med liv. Glædelig jul og godt nytår til alle kunder," sagde hun.

Karsten Längerich kaldte juletræstændingen i Lillerød for "smuk og hyggelig".

"Tak til alle de gode kræfter, der sørger for, at det kan lade sig gøre, heriblandt Allerød Handelsforening, Livgarden, Byforum og 'Mit Allerød'. Det er takket være det store arbejde fra alle de gode kræfter, at der skabes liv i bymidten, så vi alle har lyst til at handle og mødes her, og det er med til at binde os alle sammen," sagde borgmesteren.

Julemand, fælles julesang, gløgg og æbleskiver var også en del af juletræstændingen på en dag, hvor mange også var på pletten for at se nærmere på butikkernes Black Friday-tilbud.

Publiceret 02 December 2019 11:29