Sigma Swims svømmere havde et flot dansk juniormesterskab på kortbane. Foto: Sigma Swim

Sigma Swims svømmere havde et flot dansk juniormesterskab på kortbane. Foto: Sigma Swim

Medaljer og personlige rekorder til Sigmas juniorsvømmere

Succes ved årets kortbane-mesterskab

svømning Fra 31. oktober til 3. november var Sigma Swims juniorsvømmere i Vejle til årets danske juniormesterskaber på kortbane. Og det blev en succes: Mange svømmede personlige rekorder hjem, og adskillige medaljer blev det også til.

Julie K. Rose vandt flere individuelle medaljer. Hun fik således bronze i både 200 medley og 100 bryst. I 200 bryst kravlede Julie et trin op på medaljeskamlen, idet hun sikrede sig sølv.

Også Maria Lund trådte ind på juniorscenen, idet hun sikrede sig sine første individuelle mesterskabsmedaljer. Maria fik således bronze på 1500 fri og sølv på 800 fri.

Også Frederik Eg Ibsen fik en individuel medalje med hjem, da han sikrede sig sølvet på 200 fri.

I holdkapperne tog Sigma svømmerne godt for sig af medaljerne.

Hos drengene sikrede Frederik Eg Ibsen, Alfred Højbjerg, Alexander Vegereau og Emil Kildahl Døssing sig det danske juniormesterskab på 4 x 200 fri. Samme hold vandt sølvmedaljerne på den halve distance – nemlig 4 x 100 fri.

Pigerne gjorde det også forrygende på holdkapperne: På både 4x200 fri og 4x100 fri fik pigerne bronze. Holdet bestod af Caroline Buhl Schrøder, Maria Lund, Julie K. Rose og Kajsa G. Christensen.

På 4 x 200 individuel medley svømmede pigerne sig til sølv. Her bestod holdet af Julie K. Rose, Katrine Bonefeld, Maria Lund og Caroline Buhl Schrøder.

mik.

Publiceret 12 November 2019 06:00